Beboere og beboelser i Engesvang Sogn
1787 - 1940

Karupvej 10B (nedlagt)

Matr.nr. 2c, Neder Julianehede, Engesvang Sogn
(efter 1940 lagt sammen med 1b, Karupvej 10)

Matr.nr. 2c var, da Neder Julianehede i 1816 blev målt op og tegnet første gang, gård nr. 2's engareal ved Elbækken. På det første matrikelkort, som er baggrund for kortet længst til venstre blev der skrevet "N 2" på parcellen ligesom der stod på den øvrige jord, der tilhørte gård 2 (Firhuse 29). Først senere, da gården blev udstykket i 12 parceller, fik de enkelte parceller bogstaver efter 2-tallet.

Ved folketællingerne i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var listeførerne ikke så omhyggelige med at skrive adresser (d.v.s. matrikelnumre) ud for de enkelte familier. Det gør det svært at fastslå nøjagtigt, hvem der boede hvor. Samtidig er der den yderligere komplikation omkring matr.nr. 2c, at ejerne ikke har fået tinglæst deres skøder, samt at ejerne næppe selv har boet på parcellen.

Det er derfor med megen usikkerhed, at jeg foreslår nedenstående ejer- og beboerkreds.

Matr.nr. 2c: Karupvej 10B (Nedlagt)

Før 1884

Ejet af Frits og Karen Cloos

FT1880

Hansine Pedersdatter, 50 år, enke, fattigus.
Carl Vilhelm Jensen, 9 år

10-10-1884

Skøde til Christen Madsen

FT1890

Hansine Pedersdatter, 60 år, enke, indsidder

20-12-1895

Skøde til Søren Christian Dahl Christensen

FT1901

Hansine Pedersdatter, 71 år, enke, alderdomsus.

25-11-1904

Skøde til Kristian Ole Kristiansen

 

 

03-01-1939

Auktionsskøde til Niels Nielsen

17-11-1941

Adkomst for enkefru Trine Marie Nielsen

17-11-1941

Skøde til fru Hulda Andersen

05-03-1946

Skøde til Peter Svinth

22-09-1949

Skøde til Frederik Ladefoged; derefter lagt sammen med 1b

Frits og Karen Cloos ejede gård nr. 2 (Firhuse 29), som de udstykkede og solgte ad flere omgange.

Hansine Pedersdatter (05-09-1829; 24-01-1904) var datter af "indsidder (og tømmermand) Peder Hansen Skovhus og hustru Ane Nielsdatter", Kargelund. Ved FT1855 tjente hun hos søsteren, Karen Pedersdatter gift Cloos på Firhuse 29.
Hansine blev gift i Kragelund Kirke den 24-12-1856 med Jens Andersen (16-01-1827; 12-01-1870), søn af "husmand Anders Jensen og hustru Ane Jacobsdatter", Thorning Sogn. De lejede sig ind på Firhuse 24, der var ejet af Peder Mortensen, der i 1858 flyttede gården ud på Møllebjergvej 19.
Hansine og Jens Andersens børn:

Andreas Peder Jensen       01-09-1857
Anne Marie Jensen           12-06-1862, bosat Karupvej 12
Carl Vilhelm Jensen          16-02-1870

Jens Andersen døde den 12-01-1870 - en måned før hans tredie barn blev født.
Hansine fortsatte med at drive landbrug på ejendommen, indtil ejeren, Peder Mortensen på "Skougård" i 1871 solgte den til Jens Christian Jensen fra Kragelund. Jens Chr. Jensen flyttede ikke selv til Firhuse 24, men overlod den til sønnen, Niels Martinus Jensen.
Hansine Pedersdatter flyttede til det nu nedlagte hus på matr.nr. 2c, Karupvej 10B, som hendes søster og mand ejede.

Den 10-10-1884 solgte Karen Cloos matr.nr. 2c til Christen Madsen, der også samme dag købte Firhuse 16. Hansine Pedersdatter blev boende i huset på Karupvej 10B.

Den 20-12-1895 solgte Christen Madsen både matr.nr. 2c og Firhuse 16 til Søren Christian Dahl Christensen, der indtil da havde boet på Firhuse 14. Hverken Christen Madsen eller Søren Dahl fik tinglæst skøderne på 2c, hvilket viser, at parcellen nok ikke var så vigtig for dem. Men det betyder også, at skøderne ikke findes i Tingbogen. Det gør imidlertid skødet tinglæst den 22-11-1904 fra Søren Dahl til Kristian Ole Kristiansen, Julianehedevej 2, hvori der står "....med de derpå værende bygninger, sæd, avl og afgrøde, besætning og inventarium ......", hvilket viser, at der har stået en bygning på parcellen. Det er samtidig her skriveren i margien skriver, at de tidligere ejere ikke havde tinglæst deres adkomster.

Jeg tror, at Hansine Pedersdatter blev boende i huset til sin død den 24-01-1904, indført i KB Engesvang. Hun er sandsynligvis den sidste beboer på Karupvej 10B.

Ole René MadsenTjørnevej 557442 Engesvang 2224 8645 olerenemadsen@hotmail.com