DEN JYDSKE HEDE
FØR OG NU
STUDIER OG SKILDRINGER
AF
L. MYLIUS ERICHSEN
TEGNINGER AF VALDEMAR NEIIENDAM
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
TRYGT HOS J. JORGENSEN&CO. (M.A.HANNOVER)
1903
Side 155 ff
I en Dal bag Stenholt Bakker ligger ensomt Klode gamle Møllegaard, hvorfra Vejen vesterpaa gaar gul og støvrig op over store Lyngbrinker, der fortsættes i den historisk mindeværdige Grathe Hede.
I en utrykt Beskrivelse fra 1863 over Klode Mølle hedder det om dens Beliggenhed saaledes: »Bestiger man de højeste Toppe af Steenholtsbakkerne, aabner der sig en viid Udsigt til alle Sider. Saaledes ser man i Frastand imod Øst det veldyrkede og tillige skovrige Lysgaard Herred, med dets mange store Avlsgaarde; men vender man derfra sit Blik imod Vest, overraskes man ved den paafaldende Modsætning til hiin første Udsigt.
Vel danner Møllen og dens Omgivelser et smukt Hvilepunkt for Øiet, men længere borte, især imod Nordvest, viser sig intet Andet end Lyng, saavel i Dalen, som paa de Høie, der begrændse Udsigterne til den Side. Ikkun Aaløbet, som hist og her glimter frem fra den mørke Grund, formaaer undertiden at give en lille Afvexling deri. Nogle enkelte adspredt liggende Smaahuse vise imidlertid, at ogsaa dette Strøg har sine Beboere, uden at det dog kan skjønnes, at disse have bevirket nogen synderlig oplivende Afvexling i det triste og alvorlige Landskab. I Almindelighed er der udbredt en overordentlig Ro og Stilhed over det hele Landskab, som i Længden næsten virker nedtrykkende paa Sindet, hvorfor det altid er velkomment for Øiet, naar man, efter at have dvælet en Tid lang paa dette Sted, endelig kan opdage en Ridende, en Gaaende eller -en Møllevogn, forspændt med Stude, langsomt at skure sig igennem Sandet; og det skal da sjældent feile, at man følger den Veifarende med Øiet, saalænge man kan see ham, og med Ørerne, saalænge man kan høre ham«.
Om Livet i selve Møllegaarden giver forannævnte Beskrivelse følgende levende Billede: »Ingen Dag gaaer hen, undtagen der kommer Møllegæster, ikke alene fra de nærmeste Gaarde, men ogsaa mere langvejs fra, undertiden endog af Folk, der boe i henved to Miles Frastand. Næsten til enhver Tid paa Dagen sees derfor een eller flere Vogne uden for Møllen, hvis Heste eller Stude ere fraspændte og tøirede paa Græspletterne ved Mølledammen. Med faa og korte Afbrydelser kan man stadigen høre Møllehjulenes Klapren og Vandets Brusen, medens de hvide Møllerfolk bære Sækkene ind og ud af Møllen, eller ere beskæftigede inde i Mølleværket. Betydelige Drifter af Heste og Stude komme ogsaa til Klode Mølle, i Regelen nordfra, for atter at drives sydpaa til Hertugdømmerne, og sædvanlig stanse disse Drifter da ved Møllen, for at Kreaturerne kunne faa Hvile og Foder, til hvilken Ende Flokken leires paa Marken i Bygningernes Nærhed, medens Driverne, saavelsom de Møllegjæster, der paa Grund af lange Afstande fra Hjemmet ere forblevne i Møllen, for at oppebie deres Korns Formaling, sees at slentre omkring i Gaarden, begive sig ind til Kjøbmanden, eller sidde i Møllestuen, hvor Møllerens Hustru og Tyende travle ere optagne af alle disse Gjæsters Opvartning . Sjældnere kommer andre Rejsende hertil, eftersom de nyere, igjennem de mere østlig beliggende Egne anlagte Chausseer, optage den meste Færdsel af Saadanne, der gjøre længere Reiser igjennem Jylland, og af hvilken Grund ogsaa den herværende gamle Hovedlandevei er bleven forsømt og derfor befinder sig i en temmelig opkørt Forfatning«
Som Møllested for Egnens Folk og Herbergersted for Rejsende har Klode Mølle under mange skiftende Ejere eksisteret i flere Aarhundreder. Den er brændt og bygget op, den er sunken sammen af Ælde og bygget op igen. Stadig har den ligget dér ved Jyllands ældste Hovedlandevej, den gamle saakaldte »Øxnevej«, stadig har dens Skikkelse rettet sig efter de skiftende Tiders vekslende Krav. Dens mosgroede Lyngtag er veget for Tegl, Bindingsværket
for hev Mur, dens fattige »Kaalgaard« erstattet af en Have med Trær, og de mange uregelrette Hjulspor, der fra Gennemkørslen ved Møllen bredte sig i Snesevis over Lyngmarken, har faaet en planeret og indgrøftet Vej til Afløser. Den har set megen Hede forsvinde og mange Mennesker med den. Der er som et Sus af fjerne Tider om dens Gavle.
Udbytte af Omegnens Opdyrkning har Klode Mølle især haft fra Tiden omkring 1760, da de under Kong Frederik den femte indkaldte tyske Kolonister til Hedernes Fremkomst blev bosatte paa de Øde Strækninger, blandt andet i Kragelund, Torning, Vium og Bording Sogne. Førend Koloniernes Oprettelse bragte Liv, havde Egnen været uhyggelig ensom, da kunde den Rejsende paa milelange Strøg forgæves spejde efter Menneskehjem og dyrket Jord. Her var kun den mørke Hedeørken afbrudt hist og her af oprodet Flyvesand eller store Moser. Sjældent traf man Mennesker, undtagen af og til en Fragtmand, en Taterfamilje, en Haandværkssvend eller Vogteren af en Flok Ungkvæg fra fjerne Landsbyer, der om Sommeren lod Kreaturerne græsse paa Hedemoserne. Ellers færdedes her kun Urfugl og Hare, Ræv og Ulv og sommetider et Stykke strejfende Kronvildt.
Kun ved Foraarstid og hen paa Efteraaret blev der Liv. Da kom Studedrifterne fra Himmerland og Salling og Mors, fra Thyland og Vendsyssel, da holdt Hesteprangere og Studedrivere Spektakkel i Klode Møllestue, alle Slags Probenrøjtere, Kniplingskræmmere og »Spekulantere«, var til Huse dernede. Desuden skrumplede store Fragtvogne frem, undertiden forspændte med fire eller seks Heste. De bragte Kolonial- og Manufakturvarer fra Hamborg og Lybæk og vendte tilbage belæssede med jydske Raaprodukter: Uld, Huder, Skind. Især blev Færdselen stærk, medens Viborg Snapsting afholdtes. - Snapstinget eller Snapslandstinget var fra ældgammel Tid det fornemste aarlige Landsting i Viborg, senere den almindelige aarlige Pengeomsætningstermin for Jylland, hvorved der i Viborg samledes en stor Mængde Mennesker, jydske Adelige, Borgere og Bønder, ja engogsaa Udlændinge. Med Snapstinget, der varede i et Par Uger, var ogsaa forbundet et stort Marked, hvortil der foruden Handelsmænd og Landmænd drog Gøglere, Skærslibere og Tatere, alle »paa Geschæftens Vegne« ; undervejs gjorde da ogsaa saadanne Folk, enkeltvis eller i store Bander, Ophold ved Klode Mølle.
Men uden for saadanne travle Tider var der en trykkende Tavshed, et næsten foruroligende Alvorspræg over Dalen, hvor Klode Mølle laa. Blandt den omboende Befolkning var det en almindelig udbredt Overtro, at Stedet , ikke var frit for Spøgeri og Hjemsøgelse af onde Aander. Antagelig har Kongemordet paa Grathe Hede fra først af været Skræmsel for Sindene, senere hændte der i selve Klode Mølle en uhyggelig Begivenhed, som gav Overtroen yderligere Næring.
Denne Hændelse, der maler hele Datids-Tilværelsen i en ensom Hedekro, meddeler jeg her udførlig i den Form, den stedlige mundtlige Overlevering har givet den :
Mordet i Klode Mølle
Henad Aften, Torsdagen den 11. Maj i Aaret 1706 kom der til Klode Mølle en fremmed Karl, som ingen kendte. Langsomt og hinkende paa Træsko og støttet til en Kæp, som om han ikke kunde træde paa den højre Fod, havde han nordfra nærmet sig Gaarden og traadte ind i Krostuen, hvor Mølleren netop sad. Den fremmede, der var velklædt og endogsaa bar Sølvknapper i sin Trøje, stønnede stærkt, lod et Par lange Skaftestøvler, han havde baaret over den ene Skulder, falde paa Gulvet, hvorefter han med forpinte Miner sank ned paa en Bænk.
Klode Mølle ejedes den Gang af et Par aldrende Ægtefolk, som galdt for at være meget velhavende. Det hed sig, at de havde en betydelig Mængde Sølvpenge liggende, som aldrig blev rørt, men stadig gemtes i en gammel Egetræs Dragkiste inde i deres fælles Sovekammer. Trods fremrykket i Alder var Mølleren og hans Kone ved godt Helbred og særdeles driftige Folk, der passede Kroens og Møllens og Gaardens Bedrift og var ansete og afholdte af alle og bekendte for deres godgørende Hjælpsomhed over for Fattige. Børn havde de ikke, deres hele Husstand bestod kun af dem selv, to Tjenestekarle og en Pige.
Mølleren tog venligt mod den fremmede Vandringsmand og spurgte ham, hvad han fejlede. Karlen svarede, at han paa sin Vej over Heden var kommen til at træde fejl paa en Sten i Lyngen og havde forvredet sin Fod. Endvidere fortalte han, at han var nordfra og skulde ned til det slesvigske og tjene sin Morbroder som Karl. Nu kunde han desværre ikke straks gaa videre og bad derfor om at maatte blive nogle Dage i Møllegaarden, til Foden kom sig. Naturligvis maatte han blive, sagde Møllerfolkene, de beværtede ham paa det bedste og anviste ham Kammer for Natten, ligesom de saa inderligt gerne vilde pleje hans daarlige Fod det omhyggeligste de forstod. Men om Foden sagde Karlen, mens han hinkede til sit Kammer, at han selv havde lagt Bind om den, og at den bare trængte til Ro.
Imidlertid forløb baade den næste Dag og Lørdagen, uden at den Hvile og Ro, som Karlen i fuldt Maal nød, skaffede Bedring i hans daarlige Fod. Men Møllerfolkene, der gerne undte Karlen forlænget Ophold og ikke anede mindste Uraad, bad ham om endelig at blive, hvis han lystede. Men saa om Søndagen hændte der noget, som gjorde især Møllerkonen mistænksom over for deres Gæst, endskønt han den Dag syntes endnu mere lidende end den foregaaende.
Straks efter »Unden« var der nemlig kommen løbende en sort Puddelhund til Møllegaarden og trængt ind i Spisestuen, hvor alle endnu befandt sig efter Maaltidet. Med alle Tegn paa Glæde og Genkendelse sprang Hunden op ad den fremmede Karl, der kun daarligt skjulte, hvor ubehageligt dette Møde var ham, og vredt stødte Hunden fra sig med en Bemærkning om, at det var underligt, saa langt hen en Hund kunde spore sin forrige Herre. Før sin Afrejse havde han solgt Hunden til en Mand i Hjemmet, sagde han, og bad nu den ene af de tilstedeværende Møllerkarle om at jage den bort. Hunden blev bragt udenfor, og Møllerkarlen søgte at genne den afsted, men forgæves; den vilde ikke saaledes forlade det Sted, hvor dens forrige Herre opholdt sig, og smuttede tilsidst ind i Mølleværket, hvor Karlen lod den blive, da han ikke længer gad jage efter den. Kort efter kom den anden Møllerkarl ud, og uden at vide, at Hunden havde skjult sig i Møllen, lukkede han Døren i for den. Han og hans Medtjener skulde skynde sig i Stadsklæderne, de havde faaet fri og agtede sig til Kragelund, hvor der den Aften blev holdt Legestue.
Mens Møllerkonen gjorde i Stand efter Maaltidet, blev hun mere og mere overbevist om, at der var noget fordægtigt ved den fremmede. Hun erindrede en Række Smaaomstændigheder, der gjorde Gæstens Adfærd mistænkelig. Hvor omhyggelig havde han ikke forstaaet at undgaa, at nogen fik hans daarlige Fod at se. Det gik pludselig op for hende, at hun havde hørt den fremmede, naar han troede sig ene med Pigen eller en af Karlene, saa paafaldende nysgerrigt udfritte disse om Møllerens Formueforhold, og havde set ham udspejde Beboelseslejlighedens hele Indretning.
Da Møllerkonen den foregaaende Aften havde besørget adskilligt Arbejde i Køkkenet og traadte ind i Stuen, havde hun saaledes set Gæsten Staa og kigge sig omkring i hendes og hendes Mands Sovekammer. Vel gav han da til Paaskud, at han netop havde søgt hende selv derinde, men han havde forekommet hende forlegen, og hun syntes ogsaa, at han havde traadt fast og sikkert paa den daarlige Fod i Stedet for, som ellers altid at ømme sig for hvert Skridt.
Saa snart Møllerkonen Søndag Eftermiddag saa Lejlighed til at tale i Enrum med sin Mand, meddelte hun ham sine Iagttagelser og sin Mistanke, men Mølleren, som ganske vist ogsaa havde fundet Hundens Ankomst noget mystisk, vilde dog ikke tro paa, at den fremmede Karl var en Gavtyv, og vilde i hvert Fald ikke følge sin skræmte Kones Raad om at lade Møllerkarlene blive hjemme fra Legestue den Aften. Paa Konens indtrængende Forestillinger lovede han dog, blot for at berolige hende, at han nok herefter skulde have et vagtsomt Øje med den fremmedes Færd og ikke gaa til Sengs den kommende Nat, mens Møllerkarlene var ude, og i hvert Fald om Mandagen skaffe den uhyggelige Gæst fra Gaarde, selv om det skulde blive pr. Vogn og uden Betaling. Hen paa Eftermiddagen, da Møllerkarlene var gaaede ad Kragelund til, tiltog Konens Angst, og hun bad da sin Mand skaffe sig noget ved Haanden, hvormed han i Nødsfald kunde værge sig. Mølleren lovede det og langede i Mørkningen gennem et aabentstaaende Vindu en Greb ind i Sovekammeret.
Om Aftenen gik Gæsten tidligt til Sengs, og ogsaa de gamle Ægtefolk begav sig snart til deres Sovekammer, hvor dog Konen længe ikke var til at overtale til at gaa i Seng, skønt Manden blev oppe og vaagede.
En Vise af en navnløs Datids-Poet, som i mangfoldige Vers beskriver den natlige Begivenhed i Klode Mølle med baade dens Forhistorie og Efterspil, har i talrige, mere eller mindre fuldstændige Afskrifter været at finde hos gamle Folk dér paa Egnen og har i omtrent et Par Aarhundreder tit og ofte været sunget i Bindestuer saavelsom af Mødre ved Vuggen. Et Par af Versene, der fortæller om de gamle Møllerfolk i Sovekammeret, lyder saaledes:
»Den Møller sig paa Bænken laae
En liden Søvn at fange,
Mens Konen mon paa Gulvet gaae
Saa ængstelig og bange.
»At denne Mand forvist og sandt
Kun lægger Plan til Rænker« ,
Saa taler hun og tænker.
Men Manden sagde: »Gak til Ro!
Jeg skal nok for os vaage,
Vor Gjæst i Søvnen hviler jo,
Og Døren vil jeg kroge;
Men skulde han saavist paa Stand
Ha' slige Tanker snilde,
Da vil det gaa ham ilde«
Efterhaanden, som Natten rykkede frem, blev Møllerkonen overvældet af Træthed og gik til Sengs. Forhænget for den brede Alkoveseng, der stod lige over for Indgangsdøren fra Stuen, var trukket til Side, paa Kistebænken under Vinduerne lagde Manden sig, indsvøbt i et Dækken og aldeles skjult af det lange foranstaaende Bord. Han havde Greben ved Siden af sig. Maanen skinnede ind i Kammeret, han hørte ingen Lyd uden Konens Aandedrag. Tilsidst blundede han selv.
Men den fremmede Karl sov ikke. Han laa og gennemgik for sidste Gang sin Plan om, hvorledes han vilde liste sig ind i Møllerfolkenes Sovekammer og stjæle deres Sølvpenge. I Nat maatte han vove Forsøget, Lejligheden havde ingensinde været gunstigere, nu var endelig Øjeblikket kommet, alt var bleven stille inde hos Møllerfolkene. Det var omtrent Midnat, da han krøb ud af Sengen, lydløst klædte sig paa og behændigt listede ind i Stuen, ved hvis Yderdør han stillede sine lange Støvler med Træskoene stukket i Skafterne. Døren til Møllerfolkenes Sovekammer var lukket med et Klinkefald og indvendig kroget, men ved Hjælp af en tynd, spids Kniv, som med stor Fingerfærdighed blev bragt ind mellem Døren og Karmen, lykkedes det Tyven at faa Krogen løftet ud af Krampen.
Hvor stilfærdigt end Tyven havde arbejdet, var Konen dog ved Krogens Raslen og Dørens Knirken bleven vækket af sin lette Søvn. I Maaneskinnet saa' hun en Mandsperson liste hen over Gulvet, genkendte deres Gæst og raabte højt paa sin Mand, idet hun trykkede sig op i det bageste Hjørne af Alkovesengen med den tykke Overdyne strakt beskyttende frem for sig.
Øjeblikkelig sprang Tyven, der troede, at ogsaa Manden Iaa i Alkovesengen, derhen, vel sagtens for at true eller tvinge Manden til at forholde sig rolig, men næppe har han til sin Forbavselse opdaget, at Pladsen er tom, før Mølleren, der er vaagnet paa Kistebænken, kaster Tæppet til Side og med Greben i Haanden springer frem mod Karlen. Denne indser, at Spillet er tabt, og farer med et Par vældige Spring ud af Kammeret, gennem Stuen og' ud i Forstuen endog uden at give sig Tid til at snappe Støvlerne ved Døren. Rigtignok havde han heller ingen Tid at give bort, hvis han vilde undgaa at blive spiddet paa Greben. Mølleren var i Hælene paa ham, men slap i Ivrigheden sin Greb og fik Tag i hans Trøje, inden han kom gennem Yderdøren og ud paa Landevejen. Her stod de nu og brødes nogle Øjeblikke, men Møllerens Tag blev fastere, og Karlen havde ringe Udsigt til at slippe bort. Da raabte Karlen til Mølleren: »Slipper du ikke, skal det koste dig dit Liv l« Mølleren agtede ikke paa Truslen, lagde blot alle sine Kræfter i for at smide sin Modstander til Jorden. Saa stødte Karlen en spids og skarp Kniv til Hæftet i Møllerens venstre Side. Den gamle Mand sank over mod Væggen, men saa krampagtig haardt var hans Tag i Karlens Trøje, at han beholdt en afreven Sølvknap i sin sammenknyttede Haand, da Karlen sled sig løs.
I samme Øjeblik, Karlen flygtede bort fra Gaarden, kom Møllerkonen ilende sin Mand til Hjælp. Hun havde næppe givet sig Tid til at faa blot de nødvendigste Klæder slaaet om sig, før hun var løbet hen til Forstuen, hvor Manden stod stønnende af Smerte og segnefærdig. Hun greb ham under Armene og søgte at holde ham oprejst. Straks efter kom Pigen, som var bleven vækket af Spektaklet, forskrækket tilstede, og hun og Konen slæbte nu den afmægtige Mand ind i Stuen, hvor de satte ham paa en Bænk lænet over Bordet. Hurtigt fik de tændt Lys. Mølleren var død.
Overvældede af Skræk og Sorg sad de nogen Tid raadvilde. Saa forstod de pludselig, at de, ikke selv var uden for Fare og begyndte trøstesløst at jamre og haste frem og tilbage i Stuen. De fik Øje paa den flygtede Drabsmands Støvler, som han i Skyndingen havde glemt at faa med sig; og paa Forstuens Gulv opdagede de Kniven, som laa midt i en Blodpøl. Maaske kunde de vente Skurken tilbage; han luskede muligvis omkring uden for Huset og søgte paa Lejlighed til at trænge ind og slaa de værgeløse Kvinder ihjel og røve alle Pengene. Angsten gjorde dem besindige, i al Hast overvejede de, hvad de. skulde foretage sig til deres Frelse. De slukkede først Lyset, og skjulte i Mørket stængede de alle Døre og Vinduer, dernæst snakkede de lavmælt om, hvad der videre kunde gøres for at skræmme Morderen med Magt eller ved Lists, hvis han skulde komme igen, og de fandt tilsammen paa en snild Plan.
Paa samme Tid havde Morderen flakket om mellem Møllegaardens Udbygninger. Han turde ikke ret vel begive sig paa Vandring og søge ind nogetsteds uden Fodtøj paa og ganske uden Penge. Sine faa Skillinger havde han udgivet i Møllegaarden for des mere at gøre Folkene trygge. Han kunde desuden , saa daarligt forsone sig med Tanken om, at alle Møllerens Sølvpenge endnu laa urørte. Mon det dog ikke var muligt at faa fat paa dem! Mølleren selv var vel nok bleven gjort foreløbig ukampdygtig, af Kvinderne havde han næppe noget at frygte, og Møllerkarlene ventedes jo først hjem hen paa Morgenstunden. Forsigtigt traadte han frem fra Hjørnet af Rejsestalden og nærmede sig Beboelseshuset. Der var Lys i Stuen, kunde han se. Snart blev han opmærksom paa Omridsene af en Mand, som sad derinde med Ryggen mod Vinduet. Det var Mølleren, han kendte Skikkelsen, men begreb blot ikke, at Manden, efter den Bekomst, han nylig havde faaet, kunde sidde dér ved Vinduet ganske uforstyrrelig lænet frem over Bordet med bøjet Hoved, som om han læste. Nærmere sneg Karlen sig hen imod Vinduet, sikker paa ikke at være iagttaget, thi dér saa han jo Konen Staa ved Bordet lige over for Manden, som havde Biblen liggende opslaaet foran sig. Den Hue, Mølleren bar til daglig, havde han ogsaa paa nu, som sædvanlig trykket ned om Tindingerne, hvor det lange Haar strittede frem; over Skuldrene havde han et Tæppe, sandsynligvis for at beskytte sig mod Nattekulden og Træk fra Vinduet. Langs ad Bordet laa der et Gevær, hvis Løb og Laas skinnede blankt i Skæret af det nærved staaende Lys.
Med stigende Uro blev Karlen klar over, at man i Gaarden var beredt til at yde ham en varm Modtagelse. Det var ham dog stadigt aldeles ufatteligt, at Knivstikket ikke havde haft nogen Virkning paa den gamle Møller.
Imidlertid indsaa han, at det vilde være halsløs Gerning nu at forsøge Indbrud i Gaarden, og ærgerlig vendte han sig om for at gaa bort, da han ude fra Køkkenet hørte Tjenestepigen raabe meget hojt paa Møllerkarlen Anders, at han skulde komme ind og faa noget varmt Øl.
Altsaa er Karlene kommen hjem! tænkte den fremmede. Ja, saa var der intet andet at gøre end skyndsomst forsvinde - det var ellers et tyndt Held i saa voveligt et Æventyr! Dybt skuffet forlod han Gaarden.
Fra Køkkenet og Sovekammeret, hvor intet Lys var tændt, havde Tjenestepigen hele Tiden iagttaget den fremmede Karl, mens han listede om uden for Vaaningshuset. Nu, da han endelig havde trukket sig tilbage, faldt der lidt Ro over baade hende og Konen, alligevel var de stadig paa deres Post og lod Mandens Lig blive siddende over Bordet ved Biblen og Geværet, saaledes som de straks havde indrettet alt for at narre Morderen til at tro, at Manden endnu var i Live.
Det blev en lang og pinefuld Nat. Ved Solopgang kom Karlene endelig tilbage fra Kragelund. Pigen løb dem i Møde og fortalte, hvad der var sket.
Da de saa alle tre stod i Stuen, fandt de Møllerkonen ligge besvimet paa Bænken ved Mandens Lig. Nu, da Faren var overstaaet, havde hendes Kræfter ikke længere strakt til.
Fra Omegnen blev der hurtigt tilkaldt Hjælp, og samtidig blev Øvrigheden ved ridende Bud underrettet om Drabet. Inde i Mølleværket hørte man en Hund tude. Den ene af Møllerkarlene forstod straks, at den indelukkede Hund var Morderens, og at man i den besad det bedste Redskab til dens Herres Paagribelse.
Rettens Folk lod sig fuldstændig lede af Hundens Instinkt. En af Møllerkarlene holdt den i en Snor, og ud over den Øde Hede hastede den. Flere Mil i sydvestlig Retning fra Møllen naaede de et Hus, der laa afsides mellem Moser og Krat. Her stansede Hunden snusende. Folkene i Huset nægtede at have set noget til den flygtede Karl, og Øvrighedsbetjentene var lige ved at fjerne sig, da Hunden fik Færten af en Klædeskiste bagest i Stuen. Kisten blev aabnet, og her fandt man Morderens Trøje, hvis ene Sølvknap var revet af. Husmanden maatte nu bekende, at han havde faaet Trøjen af en fremmed Karl i Bytte for en simpel Trøje, et Par Træsko, noget Mad og Drikke samt lidt Smaapenge. Karlen havde fortalt, at han var bleven overfalden nordpaa, hvad ogsaa den iturevne Trøje og nogle blaa Pletter i hans Ansigt samt hans hele forvirrede Udseende kunde tyde paa. Ved nærmere Eftertanke var Husmanden dog senere bleven bange for, at det ikke forholdt sig rigtigt med Karlens Fortælling, og da saa Øvrigheden nærmede sig Huset, havde han smidt den fine Trøje ned i Kisten.
Dagen igennem fulgte man Drabsmandens Spor. Endelig blev han truffen i en Kro, hvor han sad og spiste, Han blev lagt i Lænker og ført til Viborg og dømt til at miste Livet og derefter blive lagt paa Stejle og Hjul.
En lille Høj, som ligger i Skellet, hvor Klode Mølles og Naboernes Ejendom støder sammen, betegnes endnu af Egnens Beboere som det Sted, hvor Forbryderen led sin Straf, og hvor senere hans mishandlede Legeme jordedes. Højen kaldes Dagen i Dag »Stejlehøj«, og Heden déromkring hedder »Stejlehede«. Gamle Folk fortæller endnu med Gysen, at den Henrettedes arme Sjæl ikke har fundet Fred, men ved Nattetid færdes hvileløs omkring Retterstedet, nede i Dalen, hvor Klode Mølle ligger, og oppe langs Hedebakkerne »til Skræk og Fordærvelse for vejfarende Folk«.
Om Møllerkonen er at fortælle, at hun længe Iaa syg efter den grufulde Nat, Siden flyttede hun bort og solgte Gaarden til Møllerkarlen Anders, der giftede sig med Tjenestepigen; begge levede i Klode Mølle deres Dage til Ende .
I vore Dage er Livet i de fleste jydske Hedekroer ikke saa særegent som før; de moderniseres efterhaanden. Jærnbaner og brede Amtschausseer fører en Strøm af Rejsende med sig, der kræver anden Komfort end de gamle Tiders Vejfarende. Kroerne bygger Stuehuset op og kalder sig Gæstgivergaarde eller faar en Etage paa og bliver til Hoteller. Smugkroerne tager Næringsbevis. Det kniber for Landevejens farende Haandværkssvende og Markedernes Teltgøglere at finde Herberge efter deres Formue. Tatere og Smuglere har helt maattet indstille Bedriften.
