Mads Dahl (*24-12-1871; †18-09-1945) byggede i 1921 ejendommen på Dahlsvej 17 til beboelse og 19 til systue under navnet Engesvang Trikotagefabrik. Han blev gift i 1899 med Kirsten Marie Kristensen (*24-12-1876; †03-10-1959), en søster til to tekstilfabrikanter i Ikast, Iver og Poul Kristensen (Leopard), der nok har givet ham ideen om, at tekstilfabrikation var mere givtigt end landbrug.
Hans far, Søren Dahl, var en af de første hedeopdyrkere på Over Julianehede, Firhuse 12 ”Granly”. Den solgte han og købte i 1887 Firhuse 14”Dahlsminde”, som han i 1896 solgte til sønnen Mads Dahl, der var landmand og hjemmeproducent af uldvarer, indtil han flyttede til Engesvang By i 1921.
Mads
Dahl fabrikerede undertøj, der blev solgt til uldkræmmere, der drog rundt i
hele landet og solgte varerne. Uldkræmmere måtte kun sælge hjemmeproducerede
uldvarer, ikke fabriksproducerede. Det løste Mads Dahl ved at ansætte sypigerne
på den betingelse, at de nogle dage hver sommer skulle deltage i høbjergningen
på en eng, han ejede i Pårup. På den måde var sypigerne tyende, d.v.s.
tjenestepiger og ikke fabriksarbejdere, og det de producerede kunne betegnes
som hjemmeproduktion.
Mads Dahl var også sognefoged frem til sin død i 1945. Sønnen Magnus Dahl
overtog fabrikken og sognefogedjobbet, men døde allerede i 1947 i en
motorcykelulykke. Magnus Dahl havde ingen arvinger, og derfor måtte hans søster,
Klara Dahl, overtage virksomheden. Hun solgte i begyndelsen af 1960’erne til frk.
Petersen, der ejede den til den lukkede.