Ejerlav er en geografisk opdeling af Danmark, som er vist på matrikelkort. Danmark er delt op i ca. 9000 ejerlav, der hver især omfatter ét eller – oftest – mange jordstykker, parceller, der hver er identificeret med et matrikelnummer. Et ejerlav er et geografisk afgrænset område, som kan være en landsby og dens jorder, en hovedgård eller en bestemt del af et sogn.
Se mere på Wikipedia.
I ejerlavet har hver jordparcel et nummer. I Engesvang Sogn blev de fleste ejerlav opmålt og indtegnet på matrikelkort omkr. 1816. Hvis der var 5 jordejere i et ejerlav, fik alle de parceller som den første ejede nr. 1 og så fremdeles. Med tiden tilføjede man bogstaver til tallet, hvis f.eks. parcellen skulle deles eller skulle frasælges den oprindelige ejendom.
Derfor ser et matr.nr. f.eks. således ud: 2c, Klode Mølle, Engesvang Sogn.
Der er rigtig mange parceller med fornavn: 2c; der er en del parceller med mellemnavn: Klode Mølle, og der er mange parceller med efternavn: Engesvang Sogn, men der er kun en – 1 – parcel med denne kombination.