“Moselundgård”s tidligste ejere og fæstere


 

ÅrEjerDetaljer om ejerFæstere
1441Peder Henriksen  
1483Henrik Pedersen PripPeder Henriksens søn, bosat på Sellerup Gods ved Vejle Fjord. 
1487Bispesædet i AarhusHenrik Prip skænker Moselund, Hvinningdal og Kjærsgård  til kirken 
1536Kongen, Chr. IIIVed reformationen overgår al kirkens ejendom til kongen, som lægger bl.a. Moselund under Silkeborg Len 
1576  Jens Christensen
1622  Niels Christensen
1650  Jørgen Pedersen og Johanne Nielsdatter
1663  Johanne Nielsdatter
1664Carsten FischerFrederik III skænker Silkeborg Len til sin mundskænk Carsten Fischer 
1677Daniel FischerCarsten Fischers bror, Daniel, arver Silkeborg Len 
1705?  Peder Jørgensen og Anne Christensdatter
1707Carsten FischerDaniel Fischers søn, Carsten Fischer, arver Silkeborg Len 
1720Kongen, Fr. IVCarsten Fischer sælger Silkeborg Len til kongen, der lægger det til Skanderborg Rytterdistrikt 
1722  Jørgen Pedersen og Christine Jensdatter
1724Jens Jørgen SeerupMoselund bliver lagt under Sejlgård (Funder Sogn), der sælges til etatsråd Jens Jørgen Seerup til Hald. 
1755  Peder Jørgensen og Maren Jensdatter
1801Niels HastrupNiels Hastrup til Vester Kejlstrup, Alderslyst, svigersøn til Jens Jørgen Seerup, arver Sejlgård og Moselund 
1808  Jens Pedersen og Mariane Jacobsdatter
?Georg HastrupVed Niels Hastrups død køber sønnen, Georg Hastrup, bl.a. Vester Kejlstrup og herunder Moselund 
1816Jens PedersenDen tidligere fæster, Jens Pedersen, køber Moselund. 

Kilde: overlærer Erik Broch: Moselundgårds historie (se nedenfor).

Moselundgårds historie

Af overlærer Erik Broch, Bjerringbro

(Afskrift af kopi opbevaret på Engesvang lokalhistoriske Arkiv)

I 1558 lod Christian III optage registre over alle de gamle adkomstbreve, der fandtes rundt om i arkiverne. Disse registre er bevaret og i nyere tid udgivet i ”De ældste danske arkivregistraturer”, hvorimod selve brevene er forsvundet. På Silkeborg fandtes der mange dokumenter, optagende på de herreds- og birketing, der hørte under Silkeborg Len, og deraf en del omhandlende gården Moselund, Funder Sogn, (nu Engesvang sogn), Hids Herred.

I 1441 sætter Peder Henriksen en gård i pant til ridder Morten Jensen. Denne Peder Henriksen er den første kendte ejer af det meste gods i Funder Sogn, og dermed også Moselund, thi sønnen Henrik Pedersen Prip, der boede på herregården Sellerup syd for Vejle Fjord, får i 1483 læst et tingsvidne ved Hids Herredsret, at Moselund, 4 gårde i Funder, 5 gårde i Balle, 3 byggesteder i Øster Bording, 2 byggesteder i Vester Bording med mere gods er hans rette fædrene arvegods.

Dette bliver bekræftede ved et retterting i Nyborg af kong Hans, holdt før 1503, thi dette år og igen 1530 bliver kongens dom læst ved Hids Herredsting. I 1487 skænker Henrik Pedersen Prip Moselund, Kjærsgaard og Hvinningdal til kirken eller nærmere bispedømmet i Aarhus, og i 1492 bliver markskellene mellem Moselund og de omliggende gårde: Tollund, Elling og Abildskov fastlagt af sandemænd.

Fra gammel tid – før 1460 – havde Haaruadlunde (Hørbylunde), Funder Sogn, en lille kratskov, hørt til Moselund. Da nu denne gård blev skænket til kirken, var skoven muligvis blevet glemt i gavebrevet, og 2 bønder i nabobyen Pårup, som dengang lå i Vrads Herred, var ikke sene til at få de Vrads sandemænd til at tilsværge sig det meste af Hørbylunde. Det fandt kirken sig naturligvis ikke i. Hr. Anders Eskesen rejste på dennes vegne sag ved Hids Herredsting mod de Pårup bønder og Vrads sandemænd, og i 1503 afsagdes dommen, der igen bekræftes 1530. Den lød, at ”Hørbylunde havde tilhørt Moselund og dermed Henrik Pedersens forældre, denne selv og endelig den hellige kirke ulastet og ukær i 40 år og mere”, hvilket ville sige, at selvom kirken ikke havde papir på ejendommen, havde den dog hævd derpå.

Ved reformationen i 1536 gik alt bispe- og kirkegods over til kongen, og Moselund blev altså krongods under Silkeborg Len, efter 1660 Silkeborg Amt. Den 19. august 1664 overlodes imidlertid Silkeborg Slot med gods, blandt andet Moselund, til Christian III’s mundskænk, Christian Fischer, som erstatning for de lån, han under svenskekrigene havde ydet kongen. 1677 døde han, og ejendommene arvedes af broderen Daniel Fischer, der den 8. august 1707 efterlod den til sin søn, Christian Fischer, der tillige ejede Vinderslevgård og Allinggård. Ved skøde af 8. august 1720 afstod han Silkeborg med gods til kongen, som lagde dette til Skanderborg rytterdistrikt. Allerede 7. august 1724 frasolgte kronen hovedgården Sejlgård, hvorunder Moselund nu var lagt, til etatsråd Jens Jørgensen Seerup til Hald, fra hvem den gennem flere ejere i 1770 kom til Just Michael lund, der døde 1801. Sejlgård arvedes da af svigersønnen Niels Hastrup til Vester Kejlstrup, og på auktionen efter dennes død splittedes ejendommen: Hans søn Georg Hastrup købte en del af godset, deriblandt Moselund, der kostede ham 1650 rigsdaler, og i årlig landgilde gav ham 13 rigsdaler 24 skilling. Endelig ved skøde af 7. december 1816, tinglæst 9. december 1816, købte den daværende fæster, Jens Pedersen, gården som selvejer for 2900 rigsdaler.

Den første fæster, der haves efterretning om, nævnes 1576 i Silkeborg Lens ældste jordebog. Han hed Jens Christensen og skulle i landgilde svare rug, byg, gæsteri, svin, får og jern, men ingen leding, d.v.s. afgift til hærvæsen, hvilket tydeligt viser, at det var en fæstegård, da alle selvejere skulle betale et ringe antal skilling i leding, for eksempel Søffren Rodsbel i nabogården Tollund: 2 skilling. Jernet viser, at det er en hedegård, hvor der kunne udvindes myremalm, en dårlig slags jern, der som afkortning for andre landgildeafgifter betaltes i kloder, kugler af en vis størrelse.

Ifølge jordebogen af 1622 hed fæsteren på Moselund dengang Niels Christensen, han sidder der til 1650, da gården afstås til svigersønnen Jørgen Pedersen, den første i rækken af fader og ældste søn, deres skiftevis bar navnet Peder Jørgensen og Jørgen Pedersen. Hans kone der hed Johanne Nielsdatter, styrede som enkekone efter mandens død i 1663 gården, indtil den ældste søn, Peder Jørgensen, blev gammel nok til at føre den videre. Siden cirka 1650 både der i gården desuden en mand ved navn Anders Nielsen, der først var inderst (indsidder), men siden 1660 medfæster af Moselund. Han døjede med at klare afgifterne; allerede 1661 afkortedes ham med 2/3, og i 1663 nævnedes han simpelthen som forarmet. Med landgildematriklen af 1664 er han gået helt ud af historien:

Mouslund:

ProprietærFæsterHartkorn
Daniels Fischers GodsJørgen Pedersens enke5 Tdr. 6 Skp. 3 Fdk. ½ Alb.

I markbogen for Moselund fortælles 1683:

Propritær: Daniel Fischer på Silkeborg. Fæster: Johanne Nielsdatter, enke.

(Herefter følger en meget omstændelig opmåling af alle marker hørende til gården.)

Ovennævnte jord hafuer underskrevne Peder Jørgensen på min Moders Vegne Rigtig til Bonitering udviist så intet ud i ringeste Maader er blevet forglemt eller udeladt til Witterlighed med min Egen Hånd underskreven.

Moselund dend 13. augustij Ao 1683

P. J. S.

Modelbogen fra Vrads, Hids og Lysgård Herreder lyder for

Moselundgård

Haver 10 Aars Indtægter som saas 4 med Boeghuede og Rug, huiler 6 Aar-findis Én Del af graa Sand og Muld, noget graa og sort Sand, noget sort grudet

Jordens godhedUdsædenNy Matr.Gl. Matr.
Middelmaadig13-4-1-0-22-2-0-0-2 1/3 
Skarp13-4-1-0-21-4-0-0-1 5/9 
Ond8-1-2-1-10-5-1-2-2 5/125-6-3-1
2 læs sort Høe 0-1-0-0-0 
4 læs middel Høe 0-1-1-1-0 
8 Høveders ond Græsning 0-1-2-1-4/5 
Summa 4-7-1-2-3 

Af markbogen og modelbogen får man således god besked om gårdens tilliggende i slutningen af det 17. århundrede. Disse bøger blev lavet ifølge Christian V’s bud, da hartkornet ifølge matriklen af 1664 ikke var retfærdigt fordelt. En landmåler skulle foretage en opmåling og vurdering af hver enkel mark til hver ejendom, og disse arbejder fylder for hvert sogn en tyk håndskreven folie. Af denne markbog udtoges så en ekstrakt, modelbogen, af hvilken hvert bind strakte sig over et par herreder, og som delte jorden i god, middel, skarp og ond jord, og viste hver enkelt gårds hartkorn i tønder, skæpper, fjerdingkar, album og penninge. Sidstnævnte ord udtrykker så lille en størrelse, at man snart holdt op med at regne dermed. Hartkornet for hele landet blev til sidst lagt sammen, og det viste sig, at antallet af tønder hartkorn var større end i 1664, og da dette ikke var meningen, blev hartkornet nedskåret med nogle procent, før det indførtes i bøgerne for hver amt, og blev til matriklen af 1688, der for Moselund viser et hartkorn af 4 tønder, 3 skæpper, 2 fjerdingkar, 1 album, altså lidt mindre end modelbogen.

I matriklen 1705 har Peder Jørgensen overtaget fæstet, og ifølge Skanderborg Ryttergods fæsteprotokol der går fra 1686 til 1767, ”stæder og fæster sønnen Jørgen Pedersen den 7. oktober 1722 hans gamle fader Peder Jørgensens gård Moselund af hartkorn 4 – 3 – 2 – 1.”

Peder Jørgensen var gift med Anne Christensdatter og havde foruden nævntes søn døtrene Kirsten, – der siden 1731 havde penge til gode i gården, og som boede i Amsterdam i Holland -, Christiane og Johanne, af hvilke den ene var gift med fæsteren Peter Jørgensen i nabogården Abildskov, den anden boede i Hjøllund. Peder Jørgensen var broder til Niels Jørgensen Møller, der var ejer af Klode Mølle og herregården Højriis ved Ikast. Men rigdommen bragte ham kun ulykke, thi den 19. maj 1705 blev han myrdet af en sømand, der var kommet for at røve hans rede penge. Denne uhyggelige begivenhed står opført i Lysgård-Hids Herreds justitsprotokol for 1704-10 side 94 – 98, og den er endvidere behandlet i litteraturen i Goldschmidts: Hederejse i Viborgegnen, side 29; C. A. Thyregod: Novelle; Mylius Erichsen: Den jyske Hede før og nu, side 157 – 164; Jeppe Aakjær: Af min Hjemstavns Saga, side 97 ff., og Hedevandringer, side 68 ff.; H. P. Hansen: Skovlogringer, side 59 – 66.

I Jørgen Pedersens tid betaltes der i landgilde til Sejlegård: 1 ørte rug, ½ ørte byg, 1 ørte havre, 1 haarboe pund smør, 1 ørte biug gæsteri, 1 svin, 1 mk. haar, 1½ mk. reede penge, 2 sk. 1 album giesteri, 4 sk. spind penge og 22 sk. brødbagningspenge.

Jørgen døde i oktober 1755. Han var gift med Christine Jensdatter, der var søstre til Laurs Jensen i lille Hjøllund i Vrads Sogn og født 1713 som datter af Jens Andersen, gårdmand i lille Hjøllund, og hustru Kirsten Christensdatter fra Store Bredlund. Hun døde i januar 1762. Ifølge skifteregistreringen fandtes der ved hendes død nogle bøger, der på den tid var noget af en sjældenhed. Desuden var der et sølvbæger og nogle sølvskeer, som den yngste søn, Anders, født cirka 1753, skulle have, og som fortæller, at den økonomiske stilling var god, da sølv dengang ikke fandtes i ret mange bondehjem.

Af de 3 sønner og 4 døtre, der fandtes i ægteskabet, overtog den ældste søn Peder hjemmet. Den mellemste søn, Jens, født cirka 1735, var gift med Ane Marie Andersdatter og boede i Pårup, hvor han døde den 28. juni 1823 hos sønnen Jørgen Jensen. Af døtrene var Anne, født cirka 1739, gift med Jens Nielsen i Mausing. Elisabeth Christine, født cirka 1744, vide der intet om. Karen, født 1748, levede endnu som gammeljomfru i gården, og Christiania, født 1751 og død 1818, blev 1784 gift med Peder Pedersen i Virklund i Nørskovgaard i Funder og dermed stammoder til den vidt forgrenede Nørskovslægt fra Mausing, om hvilken der er udgivet en slægtsbog. Mens Peder Jørgensen, født 1732 død den 20. september 1808, var mand på gården, fandt Danmarks ældstbevarede folketælling sted i juli måned 1787. Den så for Moselundgård således ud:

NavnStillingAlderÆgtestand
Peder JørgensenHusbonde56Begge i 1. ægteskab
Maren JensdatterHans kone60
JørgenBørn af 1. ægteskab22ugifte
Kirstine18
Jens 
Karen JørgensdatterHusbondens søster36
Ellen LaursdatterTjenestepige32
Jørgen HansenHyrdedreng10

Den yngste søn, Jens Pedersen, fik efter faderens død 1808 Moselund i fæste. Datteren Kirstine blev gift med ejeren af den gamle selvejergård Munklinde, Peder Nielsen, og dermed stammoder for slægten fra Munklinde, (se Munklindebogen). Den ældste søn, Jørgen, der var døbt skærtorsdag den 4. april 1765, var i sine unge dage ladefoged på Tvilumgård, senere giftede han sig en gård til i Vinderslev, som havde været i konens slægt fra før 1700 og stadig ejes af slægten. Den var i dårlig stand, da han overtog den, men han drev den op og opbyggede den i, så det blev den største og bedste gård i byen. Han havde kro, købmandshandel og handel med uldvarer og blev efter de tider en meget rig mand. Han regerede som en sognekonge og blev stamfar til en stor slægt, der er beskrevet i ”Stambog over Jørgen Pedersen Moeslunds efterkommere”. Da børnene efter hans død den 5. oktober 1847 skulle dele den store arv, foregik følgende historie, hvorom gårdejer Søren Christian Andersen, Vinderslev, død 1905, har fortalt: i gården hos Jørgen Moeslund boede den yngste søn Niels Jørgensen Moslund, som skulle arve gården. Endnu på dødslejet var den 82- årige Jørgen meget selvstændig. På den tid var det skik, at folk selv opbevarede deres rede penge i sølvdalere, og sin store beholdning lå den dødssyge mand og rugede over i sengen. Sønnen søgte flere gange at få pengene listet fra ham for at få dem gemt, inden de andre arvinger, der var forsamlet hos en søster i nabogården, Østergaard, kom til stede. Aldrig så snart havde den gamle lukket sine øjne, før de fleste af pengene blev gemt bort, og samtidig sendtes fortælleren, der da tjente på gården, med bud til Østergaard. I huj og hast for de alle afsted til fødegården, og før tjenestekarlen, der ikke havde så travlt, nåede hjem, skændtes hele forsamlingen ved siden af deres døde far og anstrengte sig for at gennemsøge alle gemmer for at finde de penge, som Niels og dennes kone ville snyde de andre for. At de fandt de fleste, men ikke alle, fremgår af den unge kones udbrud til manden, da familien var rejst fra gården: ”æ penge i æ klokhus fandt di allivel æ.”

Jens Pedersen købte nu Moselund fri i 1816 og drev den videre. Om livet på gården i hans tid for godt 100 år siden har Mylius Erichsen fortalt: (se endvidere L. Hagelskær Lauritzen: Munklindebogen, side 187.)

Læs Mylius-Erichsens beskrivelse af “Moselundgård” (nedenfor).

Eget foto

DEN JYDSKE HEDE
FØR OG NU
STUDIER OG SKILDRINGER
AF
L. MYLIUS-ERICHSEN
 
TEGNINGER AF VALDEMAR NEIIENDAM

KØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
TRYGT HOS J. JORGENSEN&CO. (M.A.HANNOVER)
1903

Foto fra Engesvang Lokalhistoriske Arkiv

Side 174 ff

Om den hjemlige Tilværelse i en gammel Hedegaard for 60 -70 Aar siden giver nogle Oplysninger, der er kommen mig i Hænde fra Moselundgaard mellem Herning og Silkeborg, ret karakteristisk og indgaaende Besked. Gaarden ligger i en Mosedal med lyngklædte og beplantede Bakkedrag til flere Sider. Dens Tilliggende var paa den Tid ikke mindre end 800 Tønder Land – en Tolvtedel af en Kvadratmil, men næppe en Sjettedel var opdyrket, Resten bestod væsenligst af Lynghede og Tørvemose, som laa hen i fuldkommen Naturtilstand, og hvor Gaardens 100 Faar selv søgte sig Føden baade Sommer og Vinter. Nu, da der er Jærnbanestation ved Moselund og omfattende Tørveindustri, vil det synes underligt at høre, at Egnen for et Par Menneskealdre siden var blandt de ensomste i Jylland, sjældent kom der andre Fremmede end Taterbanderne paa Betleri. Vejene omkring Gaarden bestod kun af et Par dybtkørte Hjulspor, fulde af Huller og Slag; snart snoede de sig mellem de store Bakker og blev næsten skjult af Lyngen, snart satte de tværs over lave Sumpstrækninger eller op ad stejle Skrænter. Hovedvejen op til Gaarden, den saakaldte »Drift« , var dannet over en saadan Sump ved Hjælp af en Masse uordentligt henkastede store Sten belagt med afskrællede Lyngtørv.

Ejeren af Gaarden paa den Tid, den tresindstyveaarige Jens Pedersen, havde i 1808 taget Gaarden i Arv efter sin Fader, Peder Jørgensen, der i 1764 havde faaet den efter sin Fader Jørgen Pedersen. Saaledes skal Gaarden, saa langt man kan regne tilbage i Tiden, være gaaet som Selvejendom (dette er ikke korrekt, da gården beviseligt var en fæstegård til 1816, samt at der kun var 2 med navnet Peder Jørgensen og 2 med navnet Jørgen Pedersen; Ole René) fra Fader til Søn.
Aldrig forlod Sønnen det fædrene Hjem for at lære noget nyt andetsteds, Gaardens Drift forandredes derfor ingensinde, alt forblev på det gamle Standpunkt, og Bestræbelserne gik stadig kun ud på at frembringe Rug til Brød, Boghvede til Grød, samt Kaal, Mælk og Kød til Husholdningen og Faareuld til Klæder.

Jens Pedersens Kone var en Snes Aar yngre end Manden. Hun var typisk for Husmødrene på Landet: lille og spinkel, altid beskæftiget, altid stilfærdig, en Opofrende, der aldrig forlangte Tak, men fandt det i sin Orden at sørge for hvert Menneske og Dyr i Gaarden, før hun tænkte paa Mad og Hvile til sig selv. Ægteparret havde seks Sønner og tre Døtre, hvoraf de voksne tjente Forældrene som Karle og Piger. Paa Gaarden levede endvidere Mandens Faster, en firsindstyveaarig Kvinde, der nød sin Aftægt ifølge den Skik, at ugifte Kvinder altid hører Fødegaarden til. Hun lod sig kun yderst sjældent se, men holdt sig til sin Aftægtsstue; men naar om Vinteren Kulden blev hende for haard og tog for stærkt af hendes Brændsel, tyede hun gerne hen paa Aftenen ind i Gaardens lune »Skorstensstue« (d. v. s. Køkkenet), hvor hun søgte sig den skjulteste Krog og i besynderlig Tavshed strikkede paa sin Bindehose.

Illustration fra “Den jydske Hede”

Gaardens Bygninger var lave og ældede, men opførte af solidt Egetømmer, Næsten hele Gaardspladsen var Møddingssted og i fugtigt Vejr et opæltet Morads; her blandedes Staldgødningen med betydelige Masser af halvforraadnede Lyngtorv. En smal Stenbrolægning løb langs alle Huslængerne, for smal til mere end ét Menneske; naar to mødtes, maatte derfor altid den ene træde ned i Uføret. Stuehuset var en snæver og uanselig Byaning med Lérvægge og Lyngtag. Gennem en lav Dør kom man ind i Forstuen, derfra til højre ind i Skorstensstuen, Beboernes daglige Opholdssted om Vinteren, hvor der paa det aabne Arnested brændte et stort Tørvebaal, der baade varmede og blev brugt til Kogeild og Lysning. Omkring Arnen samledes ved Aften alle Gaardens Folk, hver især beskæftiget med sit Arbejde. Naar Ilden ikke brændte klart nok, forstærkede man Tid efter anden Flammerne ved at kaste »Lvsebillinger« deri, en Slags harpiksagtige Fyrretræslevninger fra Tørvemosen. Fra Skorstensstuen førte Dør ind til »Dagligstuen« og til »Korsstuen«. Dagligstuen var Familjens Sommeropholdssted om Dagen og tillige Soverum baade Vinter og Sommer; langs Indervæggen fandtes her en Række indelukkede Alkovesenge fyldte med tynde Fjerdyner og grove Hylsklæder (uldne Lagner), hvor samtlige Husbeboere havde deres Natteleje. Korsstuen eller Storstuen havde ogsaa Alkovesenge, men de var til Brug for Gæster og blev især benyttede ved de aarlige Gilder, som altid blev holdt i Storstuen. Endelig var der i Beboelseshuset et Spisekammer og et Mælkerum – intet videre.


I alle Stuerne var der Bjælkeloft, Gulve af stampet Lér, lave Døre, som ingen Fuldvoksen kunde gaa igennem uden at bukke sig, højtsiddende Vinduer med bittesmaa, blyfældede Ruder, hvis Glas skinnede i alle Regnbuefarver. Kun ringe Lys kom der ind i Stuerne og endnu mindre frisk Luft, Vinduesrammerne var sømmede fast til Karmen — som endnu mange Steder i vor Tid. Bønderne synes, de faar frisk Luft nok uden Døre; inde vil de sandelig holde paa Varmen! Bohavet bestod af lange, massive Egetræsborde med Madhylder under, faste Bænke langs Vinduer og Vægge, desuden et Par løse Bænke, nogle »Treben« og Træstole med halmflettet Sæde, en Dragkiste, en stor beslaaet og bemalet Kiste og et Par Hængeskabe af høj Alder og med mange Udskærinoer og blegnede Forsiringer.
Baade Ydermure og Skillevægge var opklinede af Lér og hvidtede, men pletvis var Kalken stødt af, og den mørkegraa Lérbund blev synlig rundt omkring, hvor ikke Møbler, Skilderier med Bryllupsvers og Ligtaler eller paaklistrede Breve og Avisbilleder dækkede Afskalningen.
Selv nu til Dags træffer man hyppigt i Hedeegnene langs Vesterhavet indrammede Vers fra Konfirmationer, Bryllupper eller Begravelser. Enten er det en særlig begavet Degn, »ligefrem et Geni«, hvem den naive Tekst med grelle Blomsterillustrationer skyldes, eller ogsaa har man fra en Boghandel i Købstaden skaffet sig et Skillingsblad med gyldent ornamenterede Vers, hvis Sprog tydeligt nok røber sin tyske Afstamning. Jeg mindes Gravvers som følgende :
 

»Fader, naar Moderen spørcer:
hvor ere vort kjæreste hen?
naar hun klager og sorger,
sig, jeg ere i Himmelen igen.
Eller, naar Faderen græder,
torre hans Taare ham af,
planter, Solen skinner,
Taarene paa mit Grav«
 

Og dette:

»Grædende vi laae dig ned
i dit stille Sovekammer,
aldrig kommer du igjen,
og vi græde i stor Jammer,
thi hvad Tid slaar skjæmste Stund,
hvor vi ses os igjen som før
og foreened i eet Bund
for Guds Throne staaer dér«

Illustration fra “Den jydske Hede”

Udhusene i Moselundgaard var snævre og lave med opklinede Vœgge og Lyngtag mønnet med Græstørv. Halvt op paa de sparsomt hvidtede Ydermure var der stablet afskrællede Lyngtørv, som baade støttede og lunede. Luger og Lemme var der faa af, det galdt den Gang for god Regel, at Kreaturerne tog Skade af den friske Iuft. I Stalden var der derfor en kvalm Varme. Den ene Længe, ‘Bødkerhuset«, havde øverst mod Vaaningshuset en Indsidderstue, som blev benyttet til Vœrksted, i den anden Længe havde Aftœgtspigen Stue og Køkken. Bagved Lœngen laa »Kaalgaarden«, en Stump inddiget Jord, hvor der Aar efter Aar alene plantedes Grønkål. Løg, Petersilje, Gulerødder eller andre Urter og Rødder til Husbrug kendte man ligesaalidt paa denne Hedegaard som paa nogen anden i Omegnen.
Besœtningen bestod af to Heste, to Arbeidsstude, fire Køer og henved 100 Faar. Avlsredskaberne var klodsede og kun lidet hensigtsmœssige i Sammenligning med Nutidens, Arbejdsvognene var paafaldende smaa og kluntede og Rejsevognen, Stadsvognen, som i federe Egne er Gaardens Pragtstykke, var her af den mest forœldede Indretning med Lundstikker for Hjulene, en Risbagkurv, Vognskrin og to smaa Træagestole. Hesteseletøjet var det saakaldte Stavtøj med Sivpuder og Træstave, der foroven var bøjede udad som et Par Horn, samt Vandkuber af Svineskind.

I Forhold til Hedeboen nu om Stunder var Datidens Bønder meget ugunstigt stillede. Ejendom og Arbejde kunde ikke gøres blot nogenlunde indbringende, man maatte, som Jens Pedersen, der dog sad saa godt som gældfri paa sin Gaard med dets vældige Areal, nøjes med at skaffe Føde og Klæder til sig og Husstand ud af Bedriften. Nu kan Landmanden i de fleste jydske Hedeegne ret nemt bringe sit Korn, sit Smør eller andre Produkter til nærmeste Købstad eller Jærnbanestation og faa Kontanter eller Nødvendighedsartikler med tilbage samme Dag. Men fra Moselund var der den Gang fem Mile til nærmeste By, Viborg. Baade Bivejen og Hovedlandevejen var i en saa slet Tilstand, at ingen turde køre paa dem uden ved højlys Dag. Som Vejens Spor én Gang var dragne, for længe, længe siden, i Sving omkring Bakker, Moser og Hedekær, saaledes blev de fulgte af Slægt efter Slægt ; naar Sporet helt blev ufremkommeligt, kørte man bare nyt Spor ved Siden af  –  aldrig tænkte man paa at planere og indgrøfte. Forresten ligger endnu i vor Tid enkelte Hedeveje hen i saadan Tilstand. I Efteraaret 1900, mens jeg nogle Maaneder boede ved Gedhuset, konciperede jeg for Grove Sogns Beboere et Andragende til Ringkobing Amt om Grundforbedring af en milelang énsporet og lynggroet Vej fra Kjølvraagaard ad Skaaphuset til, som den kørende Post daglig maatte befare, og som laa hen i Huller og Uføre, saa Vognen hoppede ustanseligt, og som det om Vinteren, naar Vandpytterne frøs, rent ud var livsfarligt at færdes paa med Heste og Køretøj. Egentlig var det med tungt Hjærte, at jeg føjede Beboerne og »satte Andragendet i Stil« , for den primitive Lyngvej ind gennem flad Hede virkede som et Stykke dansk Historie fra fjerne Tider og med en malerisk Skønhed, der daglig gjorde mig glad og fyldte mig med Blicherske Stemninger  –  netop ved denne Vej laa »Røverstuen«, Bakkerne fra Blichers Fortælling om »Sorte Mads«, et Terræn, som min Fantasi mange Gange købte mig og gav mig Skøde paa . . . Dog, hvad kunde det nytte at ville frede den gamle Vej og Røverstuen — om faa Aar skulde den midtjydske Jernbane bryde disse dejlige Egnes Stilhed. Kulturen maatte jo have sin Gang . . . man var da moderne Fremskridtsmenneske, naturligvis! Men — alligevel…..

Illustration fra “Den jydske Hede”

Med den tungtkørende, smalsporede Bondevogn, som ikke kunde have mere Læs end tre Tønder Korn, vilde en Viborgrejse, fem Mil, tage tre hele Dage for Moselundfolkene. Der var jo idelige og uundgaaelige Forsinkelser og Forhindringer, saa der gik én Dag hen og én Dag hjem, og mindre end én Dag i Viborg til at sælge Kornet og afgøre Byærinder for sig selv og andre kunde man da ikke have. Lave som Kornpriserne i de Tider var, blev Turen blot til Tab. Med de lange og daarlige Veje til Købstad havde Hedebonden aldeles ingen Udsigt til Fremgang i Velstand. Moselundgaard havde alt i alt næppe en højere Salgsværdi end 1000 Rigsdaler og repræsenterede saaledes, efter almindelig Renteberegning, kun ca. 40 Rigsdaler i aarlig Indtægt. Hvilken Forskel fra vor Tid, hvor selv det ringeste lille Husmandsbrug paa Heden er et Par Tusind Kroner værd.

Husholdningen paa Moselund stod i nøje Samklang med Gaardens tarvelige Ydre, ligesom Klædedragten var enkel og simpel. Husbonden bar til daglig en stribet Hvergarns Vest, en Skind-Nattrøje med Ærmer, Skind-Knæbukser, lange, hvide Uldstrømper, Træsko og paa Hovedet en hvid strikket Hue. Sønnerne havde lange graa Vadmels-Bukser og stribet Vest med strikkede Ærmer. Kun om Helligdagene kunde man se Mandfolkene bære langskødede Frakker af mørkeblaat Vadmel samt Læderfodtøj. Kvindernes Klædedragt var sædvanlig Hvergarns’ Livstykker med snævre strikkede røde Ærmer, blaa Vadmels Skørter af den mindst mulige Vidde og stumpede forneden, men til Gengæld bundet næsten helt op under Armhulingerne, endvidere sorte Uldstrømper, Træsko og en Hue til at binde fast under Hagen.
Familjen paa Moselund havde, ligesom alle andre sparsomt vante Folk dér paa Egnen, levet i al for ringe Berøring med Byernes og mere befolkede Sognes Forfinelse og Forfængelighed til at være synderligt paavirkede deraf. Hjemmet var til det yderste præget af Jævnhed, dog var der bibeholdt en gammeldags patriarkalsk Tilstand, hvorefter Familjefaderen, der jo levede uafhængig paa sin Gaard, stedse nød Lydighed i sin huslige Kres. Hans Vilje var Lov for alle under hans Tag.

Om Sommeren var Jens Pedersen og hans Sønner næsten hele Dagen beskæftigede i Marken eller paa Heden, hvorimod man om Vinteren kunde træffe Husbonden paa Tider af Dagen, naar han ikke var optaget af Kreaturernes Røgt, sidde inde og sno Reb af Svinehaar, skære Træskeer, binde Koste eller bruge Snedkerværktøjet, medens de ældre Sønner arbejdede i Tærskeloen, i Hakkelsehuset eller paa Møddingsstedet. Hustruen besørgede Madlavningen, Brygning og Bagning og ledede Rengøringen, og i hver lille Stund, der levnedes hende, spandt hun flittig paa sin Rok eller bandt Hoser. Ogsaa den ældste af Døtrene baade spandt og bandt, medens de yngre Børn kartede Ulden i »Tejer« til Spinderskerne.
Præcis Klokken tolv om Middagen samledes alle Husets Folk i Dagligstuen omkring det store Egebord til »Unden«. En af de ældste Piger lagde Træbrikkerne paa Bordet, én for hver Person, hvorefter den ældste Søn tog Brødkagen frem fra Hylden under Bordet og skar et stort Antal Skiver af, som han delte rundt. Nu kom Husmoderen og en af Pigerne ind fra Skorstensstuen hver med et Lérfad, det ene indeholdende Kaalsuppen, det andet Kødet. Hver tog sin Træske ned fra Bjælken og Kniven af Lommen eller Bordskuffen,
Husbond for Bordenden ragede Huen af Hovedet, fremsagde en kort Bøn, tog sin Ske og langede til det fælles Suppefad, der var stillet midt paa Bordet; alle de andre fulgte efter, Mandfolkene fra den ene Side af Bordet, Kvinderne og de mindre Børn fra den anden og snart var Fadet tømt. Derpaa skar Husmoderen Kødet i Portioner og lagde en passende Part paa Træbrikkerne, som hver især skød hen til hende. Kødet haandteredes med Fingrene og Lommekniven til Hjælp. En Træstob med Øl stod paa Bordet, enhver kunde drikke deraf, saa meget han trængte. Saa sluttede Husbond Maaltidet med en kort Takkebøn  –  og under mæt Ræben og andet mere gik hver til sit.

Illustration fra “Den jydske Hede”

Om Eftermiddagen Klokken fem samledes Familien omkring Bordet og spiste »Natter« eller »Nædder« (d. v. s. Nadver), for det meste Boghvedegrød og Mælk. I Vintertiden var jo Dagen og dermed Udarbejdet til Ende, og naar Mørkningsrøgtningen af Kreaturerne tillige var besørget, tog Manden fat paa sin Strikkestrømpe og indtog sin Plads ved Ildstedet i Skorstensstuen. Saa var Signalet givet til almindelig Aftenflid. Vinteraftenerne var altid de morsomste i et saadant ellers saa stille og tarveligt Hjem, thi da kunde der ofte komme Naboer paa Besøg og fortælle et og andet Nyt eller møde med en Bindehose og prøve Kappestrikning. Lidt Ekstratraktement faldt der da undertiden af.

Jens Pedersen var religiøs uden at høre til »de Opvakte«. Han sørgede omhyggeligt for, at der hver Søndag og Helligdag mødte skiftevis et Par Stykker fra Moselunds Husstand i Sognekirken i Funder for at høre Prækenen, hvis Indhold de paagældende saa bagefter skulde referere hjemme. Desuden blev der hver Søndag Eftermiddag holdt Gudstjeneste i Dagligstuen i Moselund. Husbonden krævede, at enhver i Gaarden skulde være til stede og saa festligt klædt, som Omstændighederne tillod. Stuen skulde være sat pænt i Orden, Bordene skurede, Lergulvene fejede og bestrøede med Sand. Andagten bestod i, at Manden forelæste et Stykke af Huspostillen, hvorefter man sang Salmer. Traadte en Fremmed ind imens, fortsattes Andagten uafbrudt, først efter dens Slutning blev der vist den Ankomne Gæstfrihed efter Husets bedste Formaaende.

Saaledes omtrent gik Livet i Moselund som i saa mangen anden større Hedegaard. Men efter Halvtredserne begyndte Forholdene at forandre sig. Der kom stærkere Røre til den afsides Hedeegn, Viborg-Kolding Landevejen toges under Arbejde, planeredes og indgrøftedes, saa at Færdselen nu kunde foregaa bekvemt og uden Fare ogsaa ved Nattetid. Handelspladsen Silkeborg blev oprettet, en ny Chaussé fra Silkeborg til Herning anlagt netop gennem Strøget omkring Moselund. Alt dette var ganske nyt for Hedebønderne; adskillige læmpede sig efter de ændrede Forhold og lærte at afvinde dem Udbytte for sig selv ved Salg af Landboprodukter til Handelspladsen og ved at erhverve fra den pludseligt tilgængelige Omverden en Del nyttige Redskaber, der indførte ny Metoder til Driftens Forbedring, men enkelte, af de gamle, begreb aldeles ikke den ny Tid, blev endogsaa mistroiske over for den og holdt sig stædigt til hidtil gængse Eksistensformer. Saadan gaar det jo altid, og saadan gik det Jens Pedersen. Midt i Brydningen mellem gammelt og nyt, tidligt nok til ikke at se de ny Principper sejre, døde han lykkelig, Det blev hans Søn, Peder Jensens Lod at falde som Offer for den forældede Tradition i Moselundgaard. Over fyrretyve Aar gammel som han var, da han ved Faderens Død fik Gaarden tilskødet, følte han sig fremmed over for den Opgave at være selvstændig og tage af det nye, hvad han til Bedriftens Gavn kunde bruge. Afgifterne til hans Søskende trykkede ham, hans Ægteskab  –  en Gaardmand maatte jo absolut gifte Sig  –  bragte hverken Velstand eller ny Foretagsomhed til Huse, hans Smør og øvrige Produkter, som han forsøgsvis drog til Torvs med, holdt ikke Pris med andres, han mistrøstede, gik Aar for Aar tilbage og solgte omsider sin gamle Slægtsgaard til en Kommissionær for fremmede Folk, som drev den op med Held. Selv sad han tilbage i en nykøbt, mindre Gaard i Nærheden. Men heller ikke her kunde han klare sig. Tiden løb stadig fra ham – han begreb ikke dens Krav og døde snart, forpint og nedbøjet.

Illustration fra “Den jydske Hede”

Saadan er det for en eller to Menneskealdre siden gaaet mangen Hedebonde, hvor de ny Chausseer og siden Jærnbanerne skar den gammeldags Tilværelse i Stykker. De manglede Aandsbevægelighed til at ændre Kurs. Der maatte en hel ny Kulturpaavirkning til for at kvikke dem vaagne. Det blev Dalgas, der først og mest af alle vækkede dem, hans Hedesag der viste dem de nye Midler og Maal! Nu til Dags vil ny Chausseer og Jernbaner ikke gøre Hedebonden .forskrækket og raadvild. Tværtimod. Han vil gnide sig glad i Skægget og forstaa paa det bedste at udnytte sin ny Situation. Der er gaaet moderne Kultur i hans træge Skikkelse som i hans magre Jord …… Alene Digteren og Maleren fortvivler over den ny Tid, som sletter Hedens farverige Linjer ud og gør Bønderne lige saa kedsommeligt »civiliserede« som Størsteparten af de Byfolk, fra hvilke Kunstneren er flygtet. — Men den ny Tid og dens Mennesker har jo ogsaa deres Poesi . . . Vi maa bare se at finde den.
 

Til toppen