Ejerlav Klode Mølle

Ejerlav Klode Mølle har nr. 081-02-54.

Nedenfor kan du læse mere om Ejerlav Klode Mølle.

Er du interesseret i en bestemt ejendom i ejerlavet, kan du vælge dens adresses vejnavn i boksen til højre og derfra komme til ejendommen.

Matrikelkort Klode Mølle fra “Historiske Kort”.
Se det originale kort, der kan zoomes i.

Da det første matrikelkort (til venstre) i 1816 blev tegnet over Klode Mølle og Elbæk blev de to ejendomme af praktiske grund tegnet på samme kort. ”Klode Møllegård” fik nr. 1 og ”Elbækgård” fik nr. 2. Man skrev ovenikøbet ejernes navne på kortet: Stabell ved nr. 1 og Jakob Pedersen ved nr. 2.

Find selv det originale matrikelkort over Klode Mølle på “Historiske kort på Nettet” og se flere detaljer. Man kan zoome ind og ud på kortet.

Se udstykninger fra
“Klode Møllegård” og
“Elbækgård”.

Modificeret KRAK-kort 2022 © OpenStreetMap & Esri

“Klode Møllegård”s tidligste historie som Erik Broch fortæller den i “Fra Viborg Amt”, 1964, på Engesvang Lokalhistoriske Arkivs hjemmeside, her gengivet i en forkortet udgave. Erik Broch beskriver det selv som “en indviklet tid i ejendommens historie”, så her gøres den mere enkel.

Tilbage i 1400-årene var – kort fortalt – det område der i 2021 er Ejerlav Klode Mølle, den nordligste del af byjorden til gårdene i Engesvang. Området var som nu afgrænset af de to åer, Skygge Å (der er afløb fra Bølling Sø) og Elbæk Å. Området var ubebygget og henlå som hede.

Præsten i Bording, hr. Anders Jensen, betalte lensmanden i Silkeborg 5 øksne (okser) i 1596, for at få lov til at anlægge en vandmølle i det nordøstligste hjørne. Han havde formodentlig set, at mølleren i Bording Vandmølle (syd for Skygge) havde en god forretning.

Han anlagde en dæmning i nord-syd-gående retning over Skygge Å, hvorved der opstod en dam mod sydøst mod Bølling Sø. Her byggede han et møllehus med et underfaldshjul. Senere købte han en stor del af området.

Før dæmningen blev anlagt, havde vadestedet over Skygge Å været vanskeligt at passere, hvorfor Hærvejen tidligere gik over Kragelund, men efter 1600 benyttede man i stigende grad denne linjeføring af Hærvejen.

Hr. Anders i Bording lejede møllen ud, men fæsterne (som man kaldte dem, der sad til leje) havde svært ved at få det til at løbe rundt – også bogstaveligt: der var for lidt vand i åen.

Frem til 1638 lå møllen øde hen. Det var hårde tider de første 30 – 40 år af det 1700-århundrede, bl.a. på grund af krig og besættelse. F.eks. var alle bosteder i Engesvang afbrændt.

Søren Mortensen der kom fra Karup, giftede sig med enken til en gård i Engesvang og fik skøde på gården i 1624.

I 1638 overtog han Klode Mølle, forhøjede dæmningen så faldet på vandet blev ca. 2 meter og etablerede et nyt overfaldshjul, hvorved møllen blev mere effektiv. Det bevirkede også, at mølledammen oversvømmede noget mere af dalen mod øst til gene for bønderne i Stenholt, der klagede.

 Jorden omkring møllen var dels opdyrket og henlå dels som hede og mose.

I 1673 købte Anders Sørensen Klode Mølle.

Ved opmålingen i 1683 hørte der 6 tdr. opdyrket jord til møllen og 3½ tdr. hede.

 Anders Sørensen havde 3 børn:

Kirsten Andersdatter, gift med Peder Christensen Sillebjerg i Stenholt

Christen Andersen, der købte ”Højris” i Ikast i 1692 og udvidede det til et gods på 77 tønder hartkorn ved opkøb af gårde i og omkring Ikast. Han døde i 1705.

Anne Andersdatter, gift med Niels Jørgensen fra ”Moselundgård”. De overtog i 1693 ”Klode Mølle” efter Annes far. Den 06-04-1705 købte Niels Jørgensen ”Højris” af de øvrige arvinger. Hans tid som godsejer blev imidlertid kort.

Mordet i Klode Mølle:

Den 20-05-1706 om natten blev Anne og Niels Jørgensen overfaldet i deres seng af en logerende, Niels Pedersen, der ventede på kørelejligheden til Holsten. Niels Jørgensen blev stukket i venstre side med en kniv og kort efter.

Der er forskellige udlægninger af hændelsesforløbet:

Jeppe Aakjær: http://historisksamfundskive.dk/om-historisk-samfund-for-skive-og-omegn/kommentar-til-vedtaegterne/jeppe-aakjaer-og-historisk-samfund#Rosborg

Erik Broch: https://www.engesvangarkiv.dk/klode-moelle/

Mylius Erichsens: http://www.engesvangarkiv.dk/mylius-erichsens-beskrivelse-af-mordet-i-klode-moelle/
Mylius Erichsen: Den jydske Hede – før og nu. Uddrag. Først en beskrivelse af livet i Klode Møllegård og dernæst af Mordet i Klode Mølle.

Christen Andersen Thyregod: Mosgroede Minder.

Anne Andersdatter overlevede overfaldet. Hun giftede sig igen og flyttede ind på ”Højris” i Ikast.

Anne og Niels Jørgensens sønner, Jørgen Nielsen og Niels Nielsen, arvede efter deres far ”Klode Mølle” i 1707. I 1726 købte Jørgen Nielsen brorens halvdel.

Da Jørgen Nielsen døde i 1740, giftede hans enke, Ellen Hansdatter, sig i 1743 med den 15 år yngre Chynde Johansen Schmidt.

Ellen Hansdatter døde 05-06-1761, begravet 06-06-1761. Chynde Schmidt trolovede sig den 11-12-1761 og den 28-02-1762 fik de døbt en søn – samme dag som moren blev begravet. En hektisk, kort og dramatisk familiehistorie.

Chynde Schmidt giftede sig igen i 1764 med Anne Marie Nielsdatter Lucassen fra Nim.

Chynde Schmidt døde i 1773. To år efter, den 10-11-1775, giftede enken sig i Kragelund Kirke med Thomas Johansen Linnemann fra Vejle, der døde allerede den 05-08-1782. Anne Marie Nielsdatter Lucassen giftede sig igen den 15-08-1783 med stud.theol. Niels Windfeldt, der i 1786 solgte møllen til Willads Mehl.

For første gang i 113 år gik møllen ikke videre på grund af arv eller bortgifte, men blev solgt til fremmede.

Således var situationen ved den første folketælling i 1787. Se mere om beboerne på ”Klode Møllegård” fra 1787 og frem.

Men Ejerlav Klode Mølle består af mere end “Klode Møllegård”. Der er også en del, der hedder “Elbæk”.

I forbindelse med en rundvisning på Klosterlund med indlagt fortælling om Mordet i Klode Mølle i september 2026 blev John Juul Eriksen kontaktet af en deltager, der kunne fortælle, at han var direkte efterkommer af den dræbte møller.
Deltageren sendte ham følgende slægtstræ:

Jeg skriver til dig i anledning af din guidede tur fra Klosterlund Museum søndag den 13. september om Mordet i Klode Mølle. Du vil måske synes, det er sjovt at høre, at min søster Jette (der bor i Bording) og jeg nedstammer fra møllerparret Niels Jørgensen 16xx-1706 og Anna Andersdatter 1657-1736.  Vi deltager i turen den 13.9., jeg kommer fra Kolding sammen med min kone Solveig.

Møllerparret er 5xtip oldeforældre for min søster og mig. Her er anerækken. Vi nedstammer fra møllerparret gennem deres søn Jørgen Nielsen og hans datter Anneken Jørgensdatter.

5xtip oldeforældre:
Niels Jørgensen Møller 16xx-1706
Gift ca. 1685, Kragelund/ Funder
Anna Andersdatter 1657-1736

4xtip oldeforældre:
Jørgen Nielsen 16xx-1740 – SØN
Gift ca. 1725, Kragelund?
Ellen Hansdatter 1696-1761

3xtip oldeforældre:
Anneken Jørgensdatter 1737-1803 – DATTER
g. 15.11.1759, Kragelund
Rasmus Lucassen 1725-1787

Tip-tip oldeforældre:
Ellen Kathrine Rasmusdatter 1764-1830 – DATTER
Gift 13.10.1786, Nim
Anders Mortensen Pallesen 1755-1831

Tipoldeforældre:
Morten Andersen Pallesen 1798-1866 – SØN
Gift 5.12.1834, Øland
Johanne Elisabeth Pedersdatter 1805-1884

Oldeforældre:
Ane Johanne Mortensdatter 1842-1904 – DATTER
Gift 12.8.1884, Øland
Otto Edvard Jensen 1853-1939

Bedstforældre:
Niels Møller Jensen 1887-1970 – SØN
Gift 22.11.1913
Dorthe Andersen 1889-1981

Forældre:
Anna Johanne Møller Jensen 1915-2005 – DATTER
Gift 11.11.1935
Gunnar Jørgen Dinnesen 1916-1975

Jette Møller Jensen f. 1942 – DATTER
Niels Jørgen Dinnesen f. 1949 – SØN

Siden 1816 hvor det første matrikelkort blev tegnet, har Elbæk teknisk set været en del af Ejerlavet Klode Mølle, men helt frem til det sidste håndtegnede matrikelkort fra 1995 har ejerlavet heddet noget med ”Klode Mølle og Elbæk”, så området ”Elbæk” har været veldefineret—ligesom ”Klode Mølle”. Der er på det ældste kort en tydelig linje mellem de to områder, ligesom der er på det nyeste: den røde streg (tegnet af mig) på kortet til højre.
Elbæk er området mellem Skygge Å (der afvander Bølling Sø) og Elbæk Å (der udspringer sydvest for Engesvang).

Elbæk tilhørte i 1600– og 1700-tallet staten, d.v.s. kongen. Elbæk havde en enkelt bebyggelse, kaldet ”Elbækgård”, der i 1787 blev fæstet (= lejet) af en ”bonde”.
Fem år senere blev Elbæk sat til salg ved en offentlig auktion afholdt på ”Klode Møllegård” lørdag d. 09-06-1792. Auktionen var indkaldt og ledet af amtmanden i Viborg, byfogeden i Holstebro, herredsskriveren i Hids og Lysgårds Herreder samt herredsskriveren i Hjerm-Ginding Herreder.

Når så mange prominente repræsentanter for kongemagten deltog, skyldtes det, at det var et større område kongen havde valgt at frasælge. Udover Elbæk drejede det sig om Bording Mølle (der ligger i Ginding Herred, Skyggevej 52), ejerlavet Frederiksværk samt ejerlavet Skygge By med 6 fæstegårde. Mindsteprisen var sat til 1650 rigsdaler, og møller Rasmus Nislef fra Bording Mølle blev højest bydende med 1800 rigsdaler.
Allerede to år senere blev der gjort udlæg i Bording Mølle, så mølleren har nok været nødt til at frasælge dele af nyerhvervelserne.

Se mere om “Elbækgård” fra 1787 og frem.

Til toppen