Beboere og beboelser i Engesvang Sogn
1787 - 1940

Karin Løhdes beretning om familien Løhde

Karin Løhde6 sendte mig den 27-01-2021 følgende beskrivelse af Slægten Løhde i Moselund/Engesvang.

Slægten
Niels Peter Løhde og hustru Maren Jensen
fra Moselund, Engesvang



NIELS PETER LØHDE blev født 4. marts 1853 i Viborg, døbt 1. juni samme år (Viborg amt, Nørlyng Herred, Viborg Sortebrødre Sogn) og konfirmeret første søndag efter påske, 28. april 1867, i Tapdrup kirke, Asmild sogn; han dør i en alder af 83 år den 13. april 1936 som ”aldresrentenyder” i Moselund (Engesvang Sogn, Hids Herred, Viborg Amt) og begraves 19. april 1936 på Funder Kirkegård (Viborg amt, Hids Herred, Funder sogn). Pastor Nissen, Engesvang, medvirkede ved begravelsen.

Han var søn af dugmager Hans Henrich Løhde, født 15. november 1815 i Fredericia (Trinitatis sogn), der i optegnelser benævnes som søn af Judithe Kjeldsdatter, f. 1791, og Johan Henrik Lyde, f. 1790 (eller Løde, som han kaldes ved sin konfirmation), der som underofficer ved Fynske Infanteriregiment var udlagt som barnefar til Hans Henrigh. Judithe Kjeldsdatter blev gift 14. maj 1818 i Fredericia med dugmager Christopher Hansen.

Den 18. november 1815 blev Hans Henrich Løhde døbt; faddere ved dåben var tjenestepigerne Bente Cecilie Jernbergs og Dorthe Jensdatter, dugmager Hans Bülow, smedesvend Thomas Nielsen og avlskarl Christian Levin - alle af Fredericia.

Ved sin konfirmation i 1831 var Hans Henrich Løhde tambour ved Fyns Infanteriregiment, og forrettede tjeneste ved regimentet nogle år, indtil han i 1839 rejste fra Fredericia til Fyn; i senere optegnelser benævnes han som "pensioneret fra Fynske Infanteriregiment", og fra 1842 benævnes han som "dugmager" ved klædefabrikken i Bruunshaab, hvor han virkede indtil sin død.

Hans Henrich Løhde dør 14. juni 1876 i Bruunshaab, Asmild Sogn og begraves 20. juni.

Den 14. maj 1842 giftede Hans Heinrich Løhde sig i Asmild kirke med Ambrosine Berdine Henriette Höyer, født 5. april 1820 i Odense, hjemmedøbt 6. april og fremstillet i kirken i oktober samme år; faddere var madame Andersen, madame Larsen, klædefabrikant Hirchfraldt, klædehandler Hansen og dugmager Echard.

Ambrosine Berdine Henriette dør den 24. februar 1872 i Bruunshaab og begraves 29. februar.

Ægteparret får syv børn: Ane Caroline Henriette Løhde, 1843-1914, Hendrick Løhde, 1844, Hans Henrik Løhde, 1847-1939, Christian Vilhelm Løhde, 1850-1921, samt NIELS PETER LØHDE, 1853-1937. Endvidere Peter Høyer Løhde, 1855-1860 og Jensine Berthine Løhde, 1863.

Niels Peter Løhde er således ægteparrets femte barn og blev født 4. marts 1853 i Viborg. Døbt 1. juni 1853 og konfirmeret 2. maj 1867. Det fortælles, at han omkring midten af 1870’erne sammen med den ældre bror, Hans Henrik Løhde (1847-1939), drog til egnen omkring Engesvang og Moselund for at bosætte sig et af stederne.

I 1876 flytter Niels Peter Løhde fra Viborg til Moselund, og den 10. november samme år er der bryllup. Husmand Niels Peter Løhde bliver i Vinderslev Kirke (Vinderslev Sogn, Lysgård herred, Viborg amt) viet til MAREN JENSEN, der fødtes 12. maj 1856 i Dollerup, døbt 8. juni i kirken (Dollerup sogn, Nørlyng Herred, Viborg amt); hun var datter af ugifte Inger Niels Datter af Dollerup (26¼ år i 1856) og ungkarl Jens Kristian Pedersen af Vindslev Sogn udlagt som barnefar. De nygifte bosætter sig i Moselund, Engesvang sogn, på matr. 2b.

Ifølge folketællingen fra 1. februar 1880 er der 2 gårde og 8 huse i Paarup og Moselund by (Funder sogn), der bebos af 10 familier i alt, hvoraf 34 er ”Mandkjøn” og 36 ”Kvindekjøn”. Niels Peter Løhde og Maren er i rubrikken ”Trosbekjendelse” opført som ”Lutheran” og hans stilling i familien er ”Husfader, Arbejdsmand” og Maren er ”hans Kone”. Ti år senere – i 1890 – er der sket en markant udvikling i sognet: Der er 1 gård og 19 huse som i alt bebos af 20 familier (58 mænd og 41 kvinder). Niels Peter Løhde er blevet husmand. Ved folketællingen i 1901 (opslag 609) er Niels Peter Løhdes stilling ”landmand, selvejer”.

I sit arbejdsliv virkede Niels Peter Løhde en tid som bestyrer ved Bølling Sø, Kragelund, samt 1884-1888 ved Moselundgård; købte senere ejendommen "Mosevang”, (nu Ø. Mosegård, Fundervej 73 (matr. 2b), Engesvang, Ikast-Brande kommune?), afhændede denne i 1917 (1913 ?), drev derefter i ca. 18 år en ejendom i Funder Kirkeby (matr. 2h) og havde den sidste tid (ca. 2 år) inden sin død, 83 år gammel i 1936, ophold hos sin ældste datter, Hansine Henriette, på adressen Moselundvej 11, Engesvang.

Niels Peter Løhdes hustru, Maren Jensen, dør kun 39 år gammel efter en blodstyrtning den 27. november 1895 i Moselund. Hun begraves 2. december 1895 på Funder Kirkegård i familiegravstedet (nr. 111) i Funder Kirkeby. Det er den femte begravelse i familiegravstedet, da familien samme år i maj måtte begrave deres fjerde barn, Klara Birtine Løhde.

De ældste døtre, Hansine Henriette - også kaldet Jette – og Inger Marie – også kaldet Marie - må efter moderens død fører husholdning for faderen og sine tre yngre søskende: Peter Christian Vilhelm 12 år – kaldet Peter, Christian Vilhelm 7 år – kaldet Vilhelm - og lille Jens Kristian er kun 1½ år gammel. (Man må antage, at Hans Henrik er fæstet til en gård og ikke hjemmeboende). Henriette gifter sig i 1905 og Inger Marie fører husholdning for faderen (jf. folketælling 1. februar 1906), Christian Vilhelm og Jens Kristian frem til 1909, hvor hun gifter sig.

Ulykkeligvis dør i 1906 det femte barn af Maren og Niels Peter Løhde af tuberkulose: Peter Christian Vilhelm bliver kun 23 år, og endnu en tung og sørgelig skæbne rammer familien.

Efter Inger Maries giftermål (1909) får Niels Peter Løhde, mens han bor på Moselundgård, en husbestyrerinde, Katrine Olsen (f. 25. april 1873 i Kisserup), til at sørge for ham selv og Jens Kristian; Katrine Olsen er der sammen med hendes 3-årige søn, Aage Frederik Jørgensen Vitke (f. 2. august 1908 i Børkop; jf. folketælling 1911, opslag 109). Den 4. april 1913 sætter Niels Peter Løhde en annonce i Jyllands-Posten, hvor han søger efter en husbestyrerinde – ”en ældre Pige eller Enke kan strax faa Plads hos Undertegnede. 4 Køer at malke”. Underskrevet ”Niels Løhde, Moselund St.”.

Da Niels Peter Løhde flytter til Funder Kirkeby har han jf. folketælling 1921, 1925 og 1930, en husbestyrerinde, Marie Kerstin Jakobsen, f. 17. (el. 18.) december 1869 i Kristrup (Græstrup ?) ved Randers.

I 1914 rejser den yngste søn, Jens Kristian fra sin hjemstavn for at aftjene sin værnepligt

Niels Peter Løhde ligger begravet på Funder Kirkegård, Funder Kirkevej 54-86, 8600 Silkeborg, gravsted FA 111, hvor også hans hustru, Maren, hviler sammen med Jensine (1885-1886), Jensine (1887), en dødfødt drengebarn (1891), Klara (1892-1895) samt Peter (1883-1906).
 
Ifølge folketællingen 1901 oplyser Niels Peter Løhde, at der i ægteskabet er født 6 levende børn og 4 døde.

A. Hansine Henriette Løhde, 1877 – 1964 (87 år)
B. Inger Marie Løhde, 1879
C. Hans Henrik Løhde, 1881
D. Peter Christian Vilhelm Løhde, 1883 – 1906 (23 år)
E. Jensine Birtine Løhde 1885 – 1886 (1 år)
F. Jensine Birthine Løhde 1887
G. Christian Vilhelm Løhde, 1888 – 1961 (73 år)
H. Et dødfødt drengebarn 1. januar 1891
I. Klara Birtine Løhde, 1892 – 1895 (3 år)
J. Jens Kristian Løhde, 1894 – 1974 (80 år) - min farfar!

Min slægtsbog tager udgangspunkt i efterkommerne af denne søskendeflok (dvs., at Niels Peter Løhde er proband)

Hans Henrik Løhde
Født: 29-10-1847, Brunshaabs Huse, Asmild, Nørlyng, Viborg
Døbt: 12-12-1847, Asmild Sogn, Nørlyng, Viborg
Ægteskab: 
Ane Elisabeth Bøjlesen gift den 4-2-1875 i Kragelund Kirke, Kragelund Sogn, Hids, Viborg, (datter af Bojle Christensen og Kirsten Foldager).
(Ane Elisabeth Bøjlesen [5032] blev født den 3-12-1856 i Hestlund, Bording Sogn, Hammerum, Ringkøbing, døbt den 22-2-1857 i Bording Sogn, Hammerum, Ringkøbing, døde den 29-1-1917 i Engesvang Sogn, Hids, Viborg og blev begravet den 4-2-1917 i Engesvang Kirkegård, Engesvang Sogn, Hids, Viborg.)
Hans Henrik Løhde dør: 24-2-1939, Engesvang Sogn, Hids, Viborg i en alder af 91 år
Begravet: 2-3-1939, Engesvang Kirkegård, Engesvang Sogn, Hids, Viborg
Børn:
Henriette Løhde
Bojle Kristian Løhde [2761]+
Kirstine Løhde [16430]+
Vilhelmine Løhde [5903]
Hans Henrik Løhde [2737]+
Vilhelmine Løhde [2834]
Nielsine Petrea Løhde [24468]
Vilhelm Løhde [2746]+
Vilhelmine Løhde [2751]+

--------------------------------------

Hans Henrich Løhde - den slægt jeg følger
født 15. november 1815 i Fredericia
søn af Judithe Kjeldsdatter f. 1791 og Johan Henrik Lyde, f. 1790.
døbt 18. november 1815
konfirmeret 1831
død 14. juni 1876 i Bruunshaab, Asmild sogn
begravet 20. juni 1876

gift 14. maj 1842 med 
Ambrosine Berdine Henriette Höyer i Asmild kirke
født 5. april 1820 i Odense, hjemmedøbt 6. april 1820 og fremstillet i kirken i oktober samme år; datter af  ………….
død 24. februar 1872 i Bruunshåb
begravet 29. februar 1872

Børn i ægteskabet:
I Ane Caroline Henriette Løhde 1843-1914
II Hendrick Løhde 1844
III Hans Henrik Løhde 1847-1939
IV Christian Vilhelm Løhde 1850-1921
V Niels Peter Løhde 1853-1937 - min proband
VI Peter Høyer Løhde 1855-1860
VII Jensine Berthine Løhde 1863

Ole René MadsenTjørnevej 557442 Engesvang 2224 8645 olerenemadsen@hotmail.com