Karin Løhde6: hendes farfar, Jens Christian Løhde, var søn af Niels Peter Løhde.
I enhver slægt er der ”mørke hjørner” – begivenheder man helst vil glemme, personligheder med en trist og sørgmodig skæbne, men heldigvis skinner det også igennem, at de fleste har haft glædelige og minderige stunder, som man bl.a. ved overleveringer eller avisudklip kan frydes ved, for de viser udsagn om stor lykke og livslyst i slægten.
Jeg har fra barnsben altid hørt om min farfars bror, Hans Henrik Løhde, der rejste til Amerika ”hvor han fik en enkeltbillet, fordi han ikke kunne opføre sig ordentligt, og var en værre slagsbror”. Sådan udtalte min farfar, Jens Christian Løhde, sig om sin ældre bror, Hans. Spørgsmålet er om Jens Christian vidste bedre, for han var 6 år, da Hans forsvandt fra Danmark, og han kan næppe have haft den helt store viden om Hans’ gøren og laden? Måske havde Jens Christian hørt omtalen af Hans fra familien?
Disse få sætninger har altid lagret sig i mig, og da jeg selv i 1972 rejste til U.S.A. som au pair, talte jeg med min au pair-familie om, at jeg måske havde slægtninge i staterne! Familien mente, at han sikkert havde fået arbejde ved måske ”Union Pacific Railway”. Jeg søgte naturligvis også oplysninger på Ellis Island, som var det sted, alle indvandrere skulle passere for at komme ind i staterne. Jeg havde imidlertid ikke held med min søgning, og da jeg flere gange senere i livet besøgte New York, så var et smut forbi Ellis Island en del af besøget, men uden positive resultater. I dag (år 2020) tror jeg, at jeg måske kender forklaringen på mine mislykkede forsøg på at finde en Løhde-ane:
Den 15. juni 1897 udbrød der en brand på Ellis Island som betød, at registreringer fra 1855 til 1897 gik tabt, da træejendomme brændte ned til grunden. Man fik naturligvis etableret et nyt kontor på det sted, vi i dag kender som ”Battery Park” (down town Manhattan) med henblik på at registrere indvandrerne. Herefter pålagde regeringen myndighederne på Ellis Island, at der fremover kun blev oprettet bygninger, der var brandsikre.
Nye faciliteter på Ellis Island blev åbnet 16. december 1900, men jeg mangler personligt en afklaret dokumentation for, at alle indvandrere blev registreret mellem 1897 og 1900 – herunder Hans Henrik Løhdes entré til ”The Promised Land”? Nogle skibe lagde til ved Hoboken, (New Jersey) som på den tid var en del af New York-havnen og stedet, hvor flere oversøiske skibe lagde til mens andre blot kastede anker, hvorefter passagererne i usle pramme blev sejlet til Ellis Island. Men blev alle registreret, og hvilket navn kan Hans være registreret under? Integrationsmyndighederne skrev jo de navne i protokollen, som de mente at have hørt, den rejsende udtalte.
I bogen ”One Dollar Man” om danskeren William S. Knudsen, der rejste til U.S.A., beskrives, hvordan integrationsmyndighederne som nævnt bare skrev ned, hvad de syntes, de hørte. William S. Knudsens navn blev noteret som ”Lignius Toul Wilh. Knudsen”.
Tilbage til Hans Henrik og hvad jeg indtil videre mener at have fundet af oplysninger:
Hans Henrik Løhde blev født 4. oktober 1881 på Moselund Mark, Funder (Viborg amt, Hids Herred) og døbt 2. juledag 1881 i Funder Kirke; han blev konfirmeret 6. oktober 1895 i Funder Kirke og herefter er det umiddelbart svært at spore mere om Hans Henrik i folketællinger og kirkebøger.
På den tid var det normalt, at man efter konfirmationen fik arbejde som karl på en eller anden gård, dvs., at Hans må have været karl allerede fra 1895-96. Jeg kender ikke hans første møde med arbejdsmarkedet, men fra den 5. december 1898 får han ved hjælp af sin far, Niels Peter Løhde, ansættelse som karl på Sinding Østergård i Sinding (nord for Herning og syd for Holstebro) hos proprietær Henrik Møller indtil november 1899. Den 25. februar 1899 bliver Hans ked af relationerne til Henrik Møller og forlader sin plads. Det var heller ikke på den tid acceptablet at forlade sit arbejde i utide, men man kan grunder over, hvad årsagen kunne have været? Med tyendeloven af 1854 havde husbonden ret til fysisk afstraffelse af kvinder over 16 år og mænd over 18 år. Kan man tænke sig, at Henrik Møller måske har langet ud efter Hans, der var under 18 år? Måske mere end en gang? Det er ikke til at vide, og derudover kunne kosten på gården også have været så ringe, at Hans ikke har kunnet se en rimelighed i ansættelsesforholdet. Det er naturligvis gisninger, men jeg kan ikke se, hvordan en straf kan ende med at bliv så urimelig, at Danmark ikke kan rumme en ung mand på bare 17 år, der måske har hævet sin stemme og vendt ryggen til sit arbejde?
Resultatet efter at Hans løb af gårde 25. februar 1899 blev, at proprietær Henrik Møller den 8. april 1899 forelægger Lysgaard og Hids samt en del af Hovlbjerg Herreders Politi et anklageskrift, og på den baggrund blev Hans’ far, Niels P. Løhde som værge for sin søn, stævnet 25. april 1899 med henblik på at møde på ”Thingstedet i Silkeborg Lørdag den 13. Maj 1899 Fm. kl. 11”.
Retssagen ender med at blive hævet 10. juni 1899 – formentlig med en udvisning til U.S.A ? - og man må formode, at Hans har måttet forlade sin familie og Danmark meget kort efter domsafsigelsen. Man kan undre sig over, at en dansk statsborger bliver udvist på dette grundlag og ligeledes undre sig over, om det var i overensstemmelse med dansk lovgivning og retspraksis?
Det første møde med den nye tilværelse bliver mødet med New York, og det må trods Hans’ sørgelige baggrund, have været et imponerende syn for en ung mand på knap 18 år at se den by, hvor han nu skulle prøve lykke og starte et nyt liv. Frihedsgudinden med den hævede arm med den lysende fakkel i hånden på øen Ellis Island ved indsejlingen var vel det første, Hans så, og de høje huse – hvad vi i dag kalder ”skyline” - må have været facinerende fx Park Row-bygningen fra 1899, med sine 31 etager og 119 meter i højden, som på daværende tidspunkt blev betragtet som verdens højeste; St. Paul-bygningen (fra 1897) på 26 etager og 96 meter højt, The World-bygningen (fra 1890) med en karakteristisk guldkuppel og 94 meter højt. Men inden nærmere iagttagelse af disse bygninger skulle Hans først igennem integrationsmyndighedernes kontrol på Ellis Island.
Herefter er Hans overladt til sig selv. Det kan ikke have været en nem start i et nyt land, hvor man ikke kender et eneste menneske, hvor der er nye skikke og ikke mindst et sprog, som Hans ikke beherskede, med få penge på lommen og hvor han fra første færd nødvendigvis måtte skaffe sig et arbejde, så han kunne få kost og et billigt logi. På den sydlige del af Manhattan var der ud over de simple pensionater også de såkaldte ”tenements”, hvor immigranterne boede stuvet sammen under usle og dårlige forhold med skidt, ulidelig stank og larm. Få måneder efter sin ankomst i 1899 til ”Gods own country” fylder Hans i oktober 18 år. Hvor længe opholdet bliver på Manhattan i New York ved vi ikke, men af de breve, han har sendt til sin storesøster, Henriette, og som er dukket op i 2019, skriver han i et brev fra 1901, at han nu er rejst til Chicago.
Rejsen fra New York til Chicago – som var og er en strækning på 1.271 km – der på den tid varede ca. 20 rejsetimer og har måske heller ikke været en hel billig billetpris. Måske var det heller ikke toget han benyttede sig af, men fik måske en lift på en prærievogn?
I Chicago finder Hans – som han selv beskriver det - nemt arbejde hos en dansk gartner fra Aalborg (Støvring) ved navn Ludvig Mosbæk, og som har en stor familie med 13 børn. Mosbæk er en driftig indvandrer, som dyrker grøntsager, som han sælger på markedet (market gardener), men desværre er området, hvor han og familien har slået sig ned plaget af megen fugtighed, og Mosbæk beslutter derfor i 1904-05 at flytte til Onargo, som er ca. 85 km syd for Chicago. Senere rejser Mosbæk og familien 747 km mod nord til byen Askov ved Pine, Minnesota, og var blandt de første til at købe jord og var også blandt de danske grundlæggere af såvel højskole som kirke i området.
I 1902 skriver Hans til sin søster, at han nu bor på en anden adresse i Chicago, og to år senere skriver han i 1904, at han nu er flyttet til Canada. Om det er Ludvig Mosbæk, der inspirerede Hans til at søge lykken et andet sted, er ikke til at vide, men Hans’ rejse til Alberta var på 2.622 km og har formentlig varet mere end 40 timer – altså en rejse mere end dobbelt så lang som New York til Chicago, hvis rejsen var med toget. Mon ikke Hans var med Canadian Pacific Railway som millioner af andre indvandrere, der søgte lykken? Canada havde på netop dette tidspunkt en massiv kampagne under sloganet ”Last Best West” for at tiltrække nye indbyggere ikke alene fra U.S.A., men også fra Europa. Især den nye provins Alberta fristede mange tilrejsende og fristelsen må også have været præsenteret for Hans – måske af Mosbæk? Måske har de netop fulgtes ad fra Chicago til Askov ved Pine, hvor deres veje skiltes, mens Hans rejste videre til Markerville ved Innisfail, Alberta. Her slutter Hans sin rejse så vidt vi ved, og hans videre skæbne forbliver ukendt.
Både før og efter 1. verdenskrig forsøgte Hans’ søster, Henriette, at efterlyse ham via Røde Kors og Frelsens Hær, men desværre uden resultat.
Til toppen