Lærer Rasmus Sørensen Juul skriver i sine erindringer (lagt på Engesvang Lokalhistoriske Arkivs hjemmeside) om Søren Malmbak (i et brev til familien Poulsen på "Gl. Skovgård"):
Det var omkring året 1800, at Ole Sørensen, Søren Olsens fader, og hustru Kirstine flyttede fra Thorning sogn til Skygge, Engesvang sogn. De havde haft ondt ved at klare sig i Thorning og formente, at det ville blive bedre i Skygge, som for øvrigt også har magre jorder, men til gengæld frodige enge, hvor der i nutiden avles meget hø, da engene nu overrisles fra åløbet, som løber mod nord til den 7. mile lange Karup Å. Også i mange år har ejerne givet engene kunstgødning. Her slog Ole Sørensen og hustru sig ned, her levede og her døde de. Landbruget var den gang ikke ret fremmeligt, hvorfor Ole tænkte på et bierhverv, nemlig at smelte jern af den al, der fandtes i bakkerne. Der kom ikke stort ud af det arbejde, men de omrodede opbrudte bakker ses endnu og benævnes med navnet ”Malmbakkerne”. (Jeg har ikke fundet hans forældre i Engesvang Sogn ved FT1801 eller FT1834, men de kan selvfølgelig have boet her mellem de to folketællinger. Jeg har heller ikke fundet nogen døbt Søren i KB Thorning i årene 1796 til og med 1801 med forældre kaldet Kirstine og Ole Sørensen. Jeg mener derfor, at Søren Olesen Malmbaks forældre må være Edel Christensdatter og Ole Mauritsen).
Nu skal her fortælles lidt om deres lille søn, der ikke senere nævnes med navnet Søren Olsen, men kom til at bære navnet Søren Malmbak.
Han var født i 1798 og døde i Engesvang 1885 i alderen 87 år. Flittige forældre lærte ham tidligt, hvad der kunne være nyttigt, således havde han lært hjemme at læse, skrive og regne, der var den gang ingen skoleundervisning. En ting lærte han som dreng, nemlig strikning, som kom ham til nytte alle hans dage. Som dreng strikkede han, og som gammel mand gik han aldrig ind til byen uden at strikke. Nøglet var hæftet i en krog fastgjort ved venstre skulder.
Søren Olsen blev 1820 udskrevet som soldat og måtte så med Smakken rejse til København. Her måtte han ligge i tjeneste i 3 a 4 år. Da han i hele sin tjenestetid opførte sig til sine foresattes tilfredshed, blev han ved slutningen af denne anbefalet til at være portner hos prins Ferdinand, boende i det gule palæ i Bredgade. (Det gule Palæ ligger i Amaliegade, tæt på Amalienborg) – Senere bolig for Kristian den 9. som kronprins (valgt 1854). Prins Ferdinand var broder til Kristian den 8., gift med Frederik den 6. datter Karoline, svoger til Frederik den 7., der var gift med søsteren Vilhelmine fra 1828 – 36. Bedstemoderen var Juliane Marie, Frederik den 5. anden hustru. Julianehede er opkaldt efter hende.
Nu sad Søren Malmbak der i portnerboligen i 6 år, lønnen var 100 rigsdaler (200 kr.) på egen kost, men Søren forstod at benytte tiden på en god og nyttig måde. Han strikkede, skrev hjem til Skygge efter garn, som også blev ham sendt. De Kgl. personer og andre fornemme folk, der gik ind og ud af porten, blev højlingen forundret ved at se portneren i arbejdet. Resultatet blev her på bindetøjet, at han fik god afsætning af varerne. Med tjenestepigerne stod han på god fod, han var altid villig til at række den en hjælpsom hånd, bære vand og brænde ind i køkkenet, til gengæld trakterede de ham med mangen en godbid.
Han har fortalt mig, at nogle karle fik ham med til at spille kort en aften, han vandt da 8 rigsdaler (16 kr.), men sov derefter ikke om natten, han syntes, det var uærlige penge. Han gik derfor næste dag hen og betalte de vundne penge tilbage, og fra den tid spillede han ikke mere kort.
Først i 30´erne rejste han tilbage til Engesvang og havde de 600 rigsdaler i behold og købte gården af Niels Andersen, (størrelse 400 tønder land) dog således, at denne og hans hustru Ingeborg blev boende i den vestre ende af stuehuset samt beholdt 10 tønder land af søndermarken, hvor på de kunne holde to køer. Også beholdt de haven, der lå på skråningen ned ad bækken til, og Søren Malmbak anlagde en have ved siden af.
(Jeg har jo set disse haver, der var omgivet af store stendiger; jeg fik disse stendiger væk ved til dels at forærer dem bort. Haverne var fulde af ukrudt, da vi kom der, og nogle træer stod hist og her. Det blev alt sammen ryddet så nær som det nu 100-årige æbletræ. Jeg beskar og gødede det, og det står så frodigt den dag i dag).
Ved Niels Andersen og hustrus død faldt ovennævnte rettigheder tilbage til ejeren af gården. Midt i 30-erne giftede Søren sig med Mette Jensen fra Tjørring ved Herning. Hun var en god kristen kvinde, der så gerne ville høre de Bording – præster, hun fik en gang Hendhede til at holde møde i Engesvang, og da hendes søn, Jens Kr. Sørensen, døde i 93, i en alder af 44 år, og på dødslejet lod hun ham (Hendhede) hente til lidt anstød for den Kragelund præst. Hun havde mange sorger med dødsfald, hendes søns to hustruer, Peter Drejers døtre i Pårup, døde i en ung alder, flere børn døde, hun døde i 1894, vistnok en 87 eller 88 år gammel.
Søren Malmbak var dygtig som landmand, men efterhånden solgte han store dele af jorden. Jeg er også af den formening, at Gammel Skovgård er af en parcel fra hans gård, og at han har plantet den lille skov. Derom ved I bedre besked. Han solgte jo også til skole stuehuset, 12 tønder land og 1 tønde land tørvemose.
Hans datter Kirstine, gift med Jacob Christensen Hede arvede Vallerbækstedet, (nu Martin Rask) et magert sted ned af bækken til, var også fra hans gård. Jeg vil bemærke lidt om Jacob Hede, Han og Kirstine holdt nu meget af Engesvang. De gav 250 kroner til kirkens prædikestol. Han tjente mange penge ved hestehandel og købte Holgersdal ved Kjellerup. Da havde de holdt sølv- guld- og diamantbryllup, og var lige nået til jernbryllup, men han døde 14 dage før den store dag.
En søn og sønnesøn er de bekendte Overretssagførere Hede i København. Kirstine Hede døde på alderdomshjemmet i Silkeborg 95 år gammel, vistnok for knapt et år siden. En anden datter var gift med Jacob Mikkelsen, i Skygge, hun var svagelig, blev dog moder til mange flinke børn, deriblandt den gode lærer Mikkelsen i Stubkær og Ravnholt, nu boende som pensionist i Silkeborg. En søn Ole Sørensen ved jeg ikke stort om, han var gift med en enke i Alentoft, og var i nogle år i Amerika, men kom atter tilbage.