DEN JYDSKE HEDE
FØR OG NU
STUDIER OG SKILDRINGER
AF
L. MYLIUS ERICHSEN
TEGNINGER AF VALDEMAR NEIIENDAM
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
TRYGT HOS J. JORGENSEN&CO. (M.A.HANNOVER)
1903
Side 370 ff
Graamose Koloniby med de ensartede Gaarde paa begge Sider af en fælles, dybt gravet Brønd, »æ Bykedel«, har bevaret sin Beliggenhed fra Anlægets første Dag og gør derfor endnu et lignende Indtryk som bitte smaa Landsbyer nede i Tyskland. En af Kolonisterne hedder Peter Bitsch, i daglig Tale kaldet Peter Pisk, han er født i Haurdal, hans Stamfader hed Andreas Filler og kom som ganske lille Barn herind i Landet med en Tante. I hans Hus lever en gammel Enke, over de halvfems; hun fortæller, at hendes Svigerfader, der døde for over 60 Aar siden og over 90 Aar gammel var kommen ind fra Tyskland. Hun har i sin Ungdom hørt denne gamle Mand fortælle om den store Skuffelse hans Slægt led, da de fra deres frodige Hjemland kom herop til denne usle Jord. Af deres Hverver var deres ny Hjem bleven dem saaledes beskreven: »I vil finde Græs til over jeres Knæ!« Men i Stedet for fandt de »Lyng til over Bukselinningen !« Hvem, der kunde magte at vende tilbage til Tyskland, begav sig »knaphændet« paa Hjemrejsen . . .
Den gamle Enke er nu eneste levende af elleve Søskende; hendes Forældre talte baade tysk og dansk, og sin Barndom har ogsaa hun kunnet Tysk, men nu har hun glemt alt undtagen nogle Skriftsteder og sit Fadervor. Hendes Ungdomserindringer er faa.- Hun taler kun om, at der den Gang ikke var andet end »sort Hede«. Hendes største Glæde nu er at se paa alle de grønne Marker, hvor der før var Lyng; hendes eneste Længsel udtrykker hun stadig i disse de trætte Gamles stadige Suk: - »Hvem der nu snart var godt afsted!«
Og hun rejser sig halvt fra sit halmflettede Stolesæde og kigger ud ad Vinduet paa de store grønne Indsnit, der fra Graamose By skærer sig ind i Heden til alle Sider, bagved har dog Grathe Hede endnu mægtige Lyngdrag og enkelte Steder er der Spor af gammel Pløjning, som er falden i Lyng igen; et spildt Arbejde altsaa — men det ser den gamle Enke ikke.
Stenrøgl paa Grathe Hede var det næste Sted, hvor jeg traf Kolonister. Et Stykke ude i Heden ser man Resterne af de første Kolonisters foreløbige Hytter med 'Hedetørve-Vægge. Tagets Spændtræ er fjernet, der er kun Jordruiner tilbage, en halv Snes i Klump. Hver Hytte har bestaaet af to Rum, et større paa 7 Alens Længde, et mindre 5 Alen langt. Spor af Ildsteder er der ogsaa. Saadanne Boliger bød man altsaa de indkaldte Tyskere, som man havde lovet Guld og grønne Skove. Ja, Guld fik de da egentlig, Staten maatte jo stadig punge ud, man kunde jo ikke lade dem sulte ihjel. Og Skov blev der anlagt i deres Nærhed, baade Kompedal og Stendalsgaards Plantager, for at de kunde tjene lidt ved Skovarbejde, benytte Skovens Produkter og faa Læ til deres Marker. Men alle disse Foranstaltninger kom drattende bag efter Kolonisterne, i Stedet for, at de jo burde været trufne, forinden Kolonisationen begyndte. Den velmenende landsfaderlige Regerings Kortsynethed havde i hele denne Sag, som saa ofte før og senere under de uduelige absolutistiske Oldenborgere, sat sig et karakteristisk Eftermæle.
De næppe alenhøje, nedfaldne og udtraadte Jordruiner rejser sig med deres Lyng og Revlingeris og forblæste Enebærbuske som Minder om stor Skuffelse og bitter Kamp. De, der ikke »knaphændet« som den gamle Kone i Graamose sagde — vendte hjem, blev og »hug' sig igennem«. Luften har den Gang haft den samme graa og tunge Alvor som nu, Blæsten samme strygende Kraft. — men i den Lyngduft, Blæsten bragte med, blandede sig den Gang Skypumper af Sand fra de Banker i Kompedal , hvor Granerne nu binder den løse Bund. Der er bleven grædt af Længsel og Uhygge her, Tiden er faret hen, Menneskene er saa glemsomme, men de lave Hytteruiner fortæller Sagaen tydeligt nok . .