Regler om navngivning
Kong Frederik I (1523 - 1533) var den første, der forsøgte at lave regler om navngivning.
I 1526 bestemte han, at adlen skulle føre fast slægtsnavn. Navnet kunne bl.a. vælges ud fra slægtens våbenskjold. Navnet skulle videregives fra far til børn. Kvinder skulle beholde deres slægtsnavn i ægteskabet. Disse bestemmelser berørte mindre end 1% af befolkningen.
Den almindelig befolkning fortsatte med at bruge patronymer, d.v.s. efternavn dannet fra ens fars fornavn efterfulgt af -sen eller -datter afhængig af barnets køn. En søn af Hans Nielsen kom til at hedde Hansen til efternavn og en datter Hansdatter. Det var så selvfølgeligt, at mange præster i 1700-tallet i kirkebogen kun skrev barnets fornavn samt forældrenes navne.
Traditionen med at bruge patronymer kombineret med andre traditioner, som at opkalde sit første drengebarn efter barnets farfar, kunne medføre lange rækker af enslydende navne som på "Moselund", hvor fæsterne i fire generationer hed: Jørgen Pedersen, Peder Jørgensen, Jørgen Pedersen og Peder Jørgensen.
Struensen indførte i 1771 en navnelov i hertugdømmerne, der påbød alle et slægtsnavn, men da han blev halshugget året efter gik loven i sig selv igen.
Da mange i selv mindre samfund kunne have samme for- og efternavn, gav man folk tilnavne for at skelne dem fra hinanden. Tilnavnet kunne sige noget om personens egenskaber, men kunne ofte også tage udgangspunkt i personens hjemegn eller beskæftigelse. Et eksempel: Den sidste Peder Jørgensen fra "Moselund" havde en søn kaldet Jørgen Pedersen, der "udvandrede" til Vinderslev og blev en stor gårdmand og sognekonge der. Han fik tilnavnet "Moselund".
Myndighederne ønskede, at der opstod en større mangfoldighed i efternavnene. Derfor indførte man den 30-05-1828 en dåbsforordning, der påbød alle at føre fast slægtsnavn. Som slægtsnavn skulle man bruge det patronym eller tilnavn, som var almindeligt brugt i slægten på det tidspunkt. Hvis man ville bruge patronym, skulle det være i formen -sen både til drenge og piger.
Befolkningen var ikke parat til dette nybrud. Mange holdt stædigt fast i den gamle form - godt hjulpet af mange præster, der heller ikke syntes om ændringen. Det betyder, at man i kirkebøgerne langt op i 1800-tallet kan finde eksempler på de gamle navneformer.
Andre blev forvirret, og dækkede sig ind med dobbelt efternavne. Peder Hansen fik en søn, der skulle døbes Niels. Han kom så til at hedde Niels Pedersen Hansen for både at tilgodese den gamle og den nye ordning.
Der var fortsat stor utilfredshed med ordningen, så i 1857 kom en lov, der præciserede og strammede op på reglerne.
Men utilfredsheden var fortsat stor, og samtidig var målsætningen om flere og varierede slægtsnavne ikke opnået. Ved slutningen af 1800-tallet havde 80% af befolkningen et -sen navn.
I 1904 kom en ny navnelov, efter hvilken man en gang i livet kunne ændre efternavn mod betaling af 4 kr. Man kunne ændre til et navn båret af tidligere generationer i slægten, eller man kunne vælge et helt nyt navn ud fra en liste med flere tusinde forslag til nye efternavne. Samtidig blev der lavet en liste med beskyttede efternavne, som andre ikke kunne få.
Se de nuværende navneregler på Borger.dk