Afskrift af kopi af avisartikel fra Rødby Social-Demokrat
mandag d. 12. august 1940
(kopien opbevares på Engesvang Lokalhistoriske Arkiv)

Så er det igen stor tørvetid ligesom under forrige verdenskrig.

For forbrugerne – jeg mener for de forbrugere, der normalt benytter anden slags brændsel, og det gør jo det overvældende flertal – er det naturligvis nu som dengang kun et besvær mellem andre krigstidsbesværligheder at skulle stille om til tørv, at skulle sætte sig ind i de forskellige problemer, der i denne forbindelse rejser sig. Hvad er tørv værd i varmeenheder i forhold til kul og koks? Hvilken beregningsmåde skal man anvende? Hvor mange skal man købe, og hvor skal man købe, og hvordan skal man sikre sig, at man får en god kvalitet? Og pengene!

Man hører folk drøfte det ude omkring – fortrædige, men tålmodige, bærevillige. Det er ingen stor ting, måske, men mange bække små – og navnlig bække af pæn mellemstørrelse! – gør en stor å, også i negativ betydning, og for de større ting er vi jo heller ikke blevet skånet. Konerne kommer til urtekræmmerne med deres sorger og bekymringer – det er godt at få talt ud – og han hører tålmodigt på dem og trøster og beroliger, så godt han kan, hvis han er en god urtekræmmer. Det går nok, siger han. Det er mere værd, end man tror, at han siger det. Vi er villige nok, men der er så meget. Nu slides der på evnen til at lade sig slide på.

Men tørvene skal jo ikke alene bruges. De skal først produceres. Og for den gruppe af befolkningen, der er beskæftiget med det, tager billedet sig naturligvis anderledes ud.
Denne gang skal jeg sandsynligvis købe tørv ligesom andre mennesker. Sidste gang var jeg med til at fremstille dem. Og nu, da aviserne er fyldt med artikler (og ministerielle bekendtgørelser) om tørv – om tørveproduktion og tørveforbrug og om, hvordan man skal forholde sig med hensyn til indkøb af tørv, kommer man til at huske det tørve-miljø, man engang har kendt nogle somre.
Stemningen var god hos os i tørvemosen under verdenskrigen, fordi der var arbejde nok at få og gode penge at tjene, nøjsomt forstås – (ulæseligt) boende befolkning, som ikke var beskæftiget på anden måde, men også for et stort antal ”fremmede” arbejdere, ligesom tilfældet er det nu igen, åbenbart i langt større omfang.
Det hele havde trods den alvorlige baggrund noget som en afglans af ”ekspansionen”.
Barakker opførtes, marketenderier skød frem og armodige småhuse, der ellers ikke var overvættes efterspurgte, fik fuld eller dobbelt belægning – mange udensogns arbejdere flyttede til egnen med hele familien. Allevegne hvor der ellers fandtes en stribe ellers ignoreret tørvejord, blev der prompte lavet en tørvegrav, mange steder midt i de grønne agre, var kvaliteten end nok så ringe, ”indbjergningen” end nok så besværlig – alt kunne sælges. På de mærkeligste steder stødte man på en mand, der stod og skar tørv.
Men centrum for tørvefremstillingen var naturligvis de store, moderne tørvefabrikker, der var beliggende – ikke i centrum af, men i periferien af de kompakte, udstrakte egentlige moser.

(Der mangler noget) … firkantede knolde, en slags græstørv, der med en greb smides over grøftens modsatte væg – ”baggraven” begynder at danne sig. Vi kommer nu til ridsekniven. Stående ovenfor tørvegraven, med front mod denne, ”træder” man ridsekniven med foden (ligesom en spinderok!) og skærer allerede nu tørvene på den ene længdeled – en række fine, lodrette ridser danner sig i ”balken”, hele vejen hen. Så går man endelig i tørvegraven, der som regel er ”16 tørv dyb”, med det lille, fine redskab, tørvespaden, i hånden. Tørven, en stamme ad gangen, allerede gjort fri på begge sider af ridsekniven, skæres løs i ryggen – man forestiller sig 16 mursten stablet fladvis oven på hverandre! Og nu begynder den del af tørveskæringen, der er nogen fornøjelse ved. Man tager en tørv på spaden (skærer den øverste tørv af stammen altså) og lægger den op på kanten af graven – det vil sige: sådan bærer man sig ad, hvis man er uøvet. I modsat fald skærer man også en tørv fri – men trækker rask spaden tilbage, så tørven bliver liggende på sin plads, gentager dette to gange til, og først fjerde gang stikker man spaden ”i land” med fire våde tørv balancerende elegant på det spinkle spadeblad. 4 gange 4, så er man nået ned til gravens gulv og kan tage fat på en ny ”stamme”. Når ”balken” er skåret op, begynder man naturligvis forfra på hele historien …..

Vi puster lidt. Jeg er klar over, at den ærede læser, hvis vedkommende ikke kender noget til tørv, for længst har taget sig til hovedet – jeg har imidlertid forenklet meget, har undgået at komme ind på bitingene. Det er et ”klassisk” tilfælde, jeg har skildret.
Når alt er som det skal være, kan det at stå og skære tørv rumme et moment af udtalt æstetisk behag – man kan på en vidunderlig måde føle sig i form ved det.

”Det er da L E T“, sagde jeg som lille dreng til en mand, der stod og skar tørv. ”Det ser altid let ud at se andre folk arbejde”, sagde manden dystert og noget ugrammatikalsk. Vi talte fejl af hinanden. Hvad der havde givet mig (svært læseligt) hurtige, sikre kraft, hvormed manden arbejdede – den muskuløse elegance, der, ham ganske ubevidst, prægede hans holdning, som han stod der i sin tørvegrav, foroverbøjet, uflyttelig, men et billede på fortættet aktivitet. Tørveskæreren ville være et motiv for en billedhugger.

Men tørveskæring er der naturligvis ingen, der regner for noget i denne teknikkens tidsalder, når lige bortses fra gammeldags folk som undertegnede. Æltetørv er i øvrigt bedre end skæretørv, samme råstofkvalitet forudsat; de har navnlig det fortrin, at de ikke smuldrer, hvad skæretørv er slemme til.

Tørvefabrikkerne ….. Ude i mosen har man ”graven” – en vældig grav, hvor halvnøgne, sveddryppende kraftkarle styrter vældige tørveklumper i tipvognene; her skærer man ikke så fint. Ad et noget interimistisk udseende banelegeme – det må jo nu og da flyttes – føres tipvognene pr. lokomotiv ind til virksomhedens hjerte, selve fabrikken, hvor æltningen går for sig, d.v.s. hvor tørven brydes itu (eller nøjagtigere sagt ….(ulæseligt))

.. var blevet dræbt på den nævnte måde, og jeg glemmer ikke de andre arbejderes stivnede ansigter.

I dette forår bragte pressen en meddelelse om, at tørvefabrikant Fr. Henriksen, Engesvang, Jylland, var omkommet ved, at der var gået ild i hans tøj, da han var i færd med at afbrænde et stykke hede – normalt skulle et sådant forehavende ikke frembyde nogen fare; ulykken skyldtes en kombination af uheldige omstændigheder.
For en god snes år siden var Fr. Henriksen min arbejdsgiver. Siden har jeg nu og da truffet ham, jeg har hørt meget om ham, og i tidens løb har det indtryk aflejret sig hos mig, at han i al stilfærdighed – for ikke at sige i al hemmelighed – var en betydelig, en imponerende mand; en af de store anonyme, om hvem det gælder, at det ville stå bedre til i verden, hvis der fandtes flere af dem.
Der går rygter om denne mand, om, hvordan han levede, og om, hvordan han døde, og alle disse rygter hædrer ham. Det fortælles, hvorledes han den nat, han døde, skønt grufuldt forbrændt og blindet, med rolig omtanke ordnede alt, hvad der kunne være at ordne for en familieforsørger og stor erhvervsdrivende. Blandt de ting, han skulle have sagt, var: Hvis jeg har gjort mine arbejdere uret, og det har jeg, så bed dem tilgive mig det. Udtalelsen må ses i belysning af, at Henriksen var en ualmindelig tiltalende arbejdsgiver – jeg har aldrig hørt en arbejder sige et ondt ord om ham, og derude, hvor jeg er fra, har folk det meget med at sige, hvad de tænker.
Henriksen, en lollænder, var i sin ungdom kommet til egnen som fattig, ung forstmand. Han blev en velstående mand ovre hos jyderne, og det uden at det forargede et menneske – ikke ved nidskhed, ikke ved at ville have den sidste halvtredsøre med, han havde virkelighedssans, og det er mærkeligt nok noget uhyre sjældent. Han havde dannelse, han så uhysterisk på tilværelsen og dens problemer, også noget uhyre sjældent. Der var noget patriarkalsk i hans forhold til den del af egnens befolkning, han kom i berøring med. Hele egnen sørgede ved hans død.

Jeg har ikke haft til hensigt at reklamere for Henriksens virksomhed mere end for andres, men det er gam- (ulæseligt) nu jeg er ved det, skal jeg nævne en anden markant skikkelse fra tørveindustriens område, Emil Ernst, der døde for nogle år siden i en meget høj alder. ”Gamle Ernst” som vi kaldte ham, var en pioner. I Midtjylland var han vist nok den første, som lod tørv fremstille i store mængder – han gjorde tørvefremstillingen til storindustri, og i mangfoldige år var han egnens eneste store tørvefabrikant.
Mens Henriksen var agtet og afholdt, disse ord taget i deres oprindelige, ikke-afjaskede betydning, var Ernst først og fremmest populær; han var ikke en aristokrat som Henriksen; han var folkelig, og det så det forslog; han var festlig, han var morsom, vel at mærke frivilligt morsom. Man talte undertiden om Henriksen med en nuance af ærbødighed – det var det eneste, jeg ikke kunne lide ved Henriksen! – men om Ernst snakkede man med humør. Der går sagn om hans djærvhed for ikke at sige drøjhed og om hans kolossale usnobbethed.
En gang Ernst var faldet i snak med en arbejderhustru, lamenterede han over, at sommeren var så regnfuld – tørvene ville ikke tørre, og der var udsigt til endnu mere regn. "Alt hvad der kommer ovenfra er godt", erklærede konen ufølsomt - hun var religiøs. Ernst gik strengt i rette med hende, men hun holdt på sit. "Er det da også godt, hvis din mand mister sit arbejde?", spurgte Ernst vredt. "Ja, alt hvad der kommer ovenfra er godt", gentog hun standhaftig i troen. Det var hos begge underforstået, at betydningen var: alt hvad der skete er godt. Ovre i Midtjylland er de svært velbevandrede i teologisk dialektik, og indbyrdes forklaringer var overfødige. Ernst blev så opbragt fortælles det, at han sporenstregs - praktisk argumentation - gik hen og afskedigede den meget troende dames fuldstændig sagesløse ægtefælle. Jeg ved ikke, hvad den pågældende arbejder og hans kammerater sagde til den besynderlige opsigelsesgrund. "Afskedigelsen" stod i øvrigt kun ved magt i et par dage. Der var karakter over alt, hvad Ernst sagde og gjorde: Folk huskede det.

Meget er endt. Man skal ikke længere se Emil Ernst ældede kæmpeskikkelse. Han kommer ikke længere i butikken hos købmand Kjær i Engesvang Stationsby for at udveksle virile småbemærkninger med høj og lav blandt kunderne. Henriksen færdes ikke længere på vejene omkring Moselund, let dukket, ligesom fortænkt og varsom – mærkeligt at netop han skulle få en voldsom død! Mange andre, som stod i deres fulde kraft under forrige verdenskrig, er gledet ud af billedet – det myldrer med skikkelser i erindringen – men nye folk har taget deres plads. Alt går videre.

Tørvearbejdet – det er noget man ofte er halvt inde i, halvt ude af; dog ikke på samme tid; når man er i det, er man i allerhøjeste grad i det, det er meget intensivt arbejde. Men der er alligevel noget ”frit” over det. Man binder sig ikke til det for livstid. Forholdsvis få er tørvearbejdere for alle deres dage. Adskillige husmænd er tørvearbejdere ”ved siden af” – eller omvendt. Og i alle tilfælde er det jo kun sæsonarbejde. Det hele står kun på nogle måneder, men giver folk lejlighed til at ”komme lidt til krylt” rent økonomisk. I mange tilfælde er hele familien, mand, kone og børn, ”i tørvene”.
Der er – næsten i ubemærkethed – blevet produceret tørv hver eneste sommer gennem hele mellemkrigstiden. Nu er det igen storsæson, nu er det atter en nødvendighed for vort land, at der fremstilles så mange tørv som muligt. Tørveindustrien vil imidlertid igen synke hen i upåagtethed. Der vil igen komme normale tider. Men tørvefolket, de der bor langs mosens rand, vil blive ved med at lave tørv. Sommer efter sommer – upåagtede de vil forblive i deres barsktungsindige idyl.

Sommeren er årets bedste tid for alle mennesker, men den er det i særlig grad for sommersæsonarbejderne – f.eks. tørvearbejderne. Sol og sommer går for dem sammen med en vis rigelighed – i hvert fald sammenlignet med vintertiden, hvor der gerne må suges på labben.
Der er ingen grund til at ynke tørvefolkene, fordi de nu slider og sveder under solens brand (og drikker masser af vand, kærnemælk og øl!!) for at lave brændsel til os andre – det er ikke noget i sig selv pinligt; det er ikke det, der er byrden ved at være underklassemenneske, sådan som Aldous Huxley i sin overklasse-naivitet tror (læs: ”Crome Yellow”). Der er ingen grund til at takke dem rørstrømsk – de arbejder først og fremmest for sig selv, som naturligt er. Og der er ingen gullasch-fortjeneste at misunde dem. Men der er grund til at sende dem en venlig, en kammeratlig, tanke, nu da lyset ved omstændighedernes magt er blevet rettet imod dem – der er grund til medmenneskeligt at huske, at tørvefremstillingen ikke foregår ”upersonligt”, men at der er en gruppe landsmænd, for hvem tilværelsen  - med alle dens glæder og sorger – centrer om tørvemosen.

Jørgen Nielsen

Til toppen